Venstre indkalder ikke suppleant under folketingsmedlems barsel

8. SEP 2024 • 21:12ERHVERV/POLITIK

Når folketingsmedlem Linea Søgaard-Lidell (V) går på barsel, vil Venstre ikke indkalde en suppleant.

Venstre kommer ikke til at indkalde en suppleant, når folketingsmedlemmet Linea Søgaard-Lidell (V) vil være fraværende i forbindelse med fødslen af sit tredje barn.

Det oplyser mediechef hos Venstre Hans Skovgaard Andersen i en mail søndag.

Alexandra Sasha er ellers førstesuppleant for Venstres liste i Københavns Storkreds.

Tidligere på året stillede hun op som kandidat til europaparlamentsvalget, der fandt sted 9. juni.

Men i maj trak hun sit kandidatur, efter at B.T. skrev, at hun havde været bestyrelsesmedlem for European Russian Forums ungdomsorganisation.

Flemming Splidsboel, som er seniorforsker i russiske og postsovjetiske forhold ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), sagde dengang til B.T., at organisationen var "prorussisk" og "Putin-venlig".

- I ugevis har jeg været udsat for en smædekampagne fyldt med falske udsagn og ubehagelig fortolkninger, det har været både fysisk og psykisk hårdt, og jeg må nu erkende, at jeg ikke kan mere, skrev Alexandra Sasha på Facebook i forbindelse med sin tilbagetrækning som kandidat.

Hun tilføjede, at hun også ville trække sig fra politik.

I mailen fra Hans Skovgaard Andersen udtaler gruppeformand Lars Christian Lilleholt (V), at han sammen med partisekretær Kristian Nørgaard anbefalede, at Linea Søgaard-Lidell ikke søger orlov, og at partiet ikke indkalder en stedfortræder.

- Årsagen er blandt andet, at suppleanten ikke vil kunne indgå i Venstres folketingsgruppe, og derfor indkaldes der ikke en suppleant for Linea, lyder det fra Lars Christian Lilleholt.

Søndag aften siger Kristian Nørgaard, at han på grund af GDPR-regler ikke må oplyse, om Alexandra Sasha fortsat er medlem af Venstre.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT