Vælgernes krisestøtte fortsætter for Mette F og Løkke
Ny meningsmåling viser, at den øgede støtte i befolkningen til Socialdemokratiet og Moderaterne fortsætter.
Opturen for statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) kan se ud til at vare ved.Efter lange, seje kampe med meningsmålingerne kan både Socialdemokratiet og Moderaterne nu se, at en større popularitet fortsætter endnu.
Det viser en ny meningsmåling fra analyseinstituttet Voxmeter, der er udgivet mandag.
Her får Socialdemokratiet 22,5 procent af stemmerne, hvis der var valg i morgen. For en måned siden stod partiet til 19,8 procent, mens de i december var helt nede og ramme 18,6 procent af opbakningen.
I Moderaterne står man nu til at få 6,3 procent af stemmerne. For en måned siden var tallet 3,3 procent i Voxmeter.
I mellemtiden har Lars Løkke Rasmussen været til møde i Washington D.C. med den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, og den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, fremhæver politisk kommentator Hans Engell.
- Der er ingen tvivl om, at krisen med USA og Grønland og det meget stærke fokus på udenrigs- og sikkerhedspolitik er en styrke for Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, siger han.
Der er en statistisk usikkerhed forbundet med meningsmålingen. For Socialdemokratiet er den på 2,6 procentpoint, mens den for Moderaternes er på 1,5 procentpoint.
Alligevel er der grund til at tro på, at håndteringen af den udenrigspolitiske krise har givet pote for de to regeringspartier.
- Om det så er langtidsholdbart, kan vi ikke vide med sikkerhed, siger Hans Engell.
Erfaringer viser, at befolkningens støtte i krisetider kan falde hurtigt igen.
Det påpeger professor ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen, der er ekspert i vælgeradfærd og valgstatistik.
Han nævner, at man både sidste januar efter USA's præsident Donald Trumps indsættelse og under corona-krisen så, at den øgede støtte til magthaverne forsvandt igen.
- Vi skal huske, at hvis resultatet ved det kommende valg følger meningsmålingen, bliver det stadig Socialdemokratiets dårligste valg i historien, siger Kasper Møller Hansen.
Han tilføjer:
- Så vi kan ikke tolke effekten som om, at den har bidt sig fast.
/ritzau/
