USA's andendame rejser torsdag til Grønland

23. MAR 2025 • 17:42ERHVERV/POLITIK

Usha Vance er fra torsdag til lørdag i Grønland, som Donald Trump flere gange har udtrykt interesse for.

Usha Vance, der er gift med USA's vicepræsident, J.D. Vance, rejser torsdag til Grønland.

Det bekræfter hendes kontor i en udtalelse udsendt på det sociale medie X.

- Torsdag den 27. marts 2025 vil andendame Usha Vance rejse til Grønland sammen med sin søn og en amerikansk delegation for at besøge historiske steder, lære om grønlandsk arv og overvære Avannaata Qimussersu, Grønlands nationale hundeslædeløb.

Vance vil rejse tilbage til USA 29. marts.

I udtalelsen fremgår det desuden, at Vance og delegationen er " spændte på at overvære dette storslåede løb og fejre grønlandsk kultur og sammenhold".

I en video, som er delt på den amerikanske andendames officielle Instagram-profil, siger Usha Vance, at hun glæder sig til at besøge Grønland.

- Jeg glæder mig til snart at møde mange af jer, og til at lære om jeres smukke land, kultur og traditioner fra jer, siger hun.

Hun ser frem til at overvære Grønlands nationale hundeslædeløb, lyder det.

Lørdag erfarede det grønlandske medie Sermitsiaq, at Usha Vance rejser til Grønland.

Hun får følgeskab af USA's nationale sikkerhedsrådgiver, Mike Waltz, oplyste diplomatiske kilder i Washington til Jyllands-Posten.

I udtalelsen fra kontoret søndag er der ikke sat navn på, hvem der tager med fra delegationen.

Besøget sker i en tid, hvor USA's præsident, Donald Trump, flere gange har givet udtryk for, at han ønsker, at Grønland skal blive en del af USA.

- Jeg tror, at det vil ske, sagde præsidenten tidligere i marts, da han blev spurgt ind til sine tanker om en "mulig annektering".

Mike Waltz har tidligere ifølge nyhedsbureauet Reuters sagt, at Grønland er vigtig for USA i forhold til den nationale sikkerhed.

Tidligere søndag bekræftede Rigspolitiet, at et fly med danske politifolk er fløjet til Grønland fra Karup.

De skal til Grønland for at assistere med sikkerhedsopgaven i forbindelse med besøget fra USA, oplyste René Gyldensten, kommunikationschef i Rigspolitiet.

Det blev ikke oplyst ikke, hvor mange politifolk der er sendt afsted.

Inden besøget blev bekræftet fra Vances kontor, reagerede statsminister Mette Frederiksen (S) på historien.

I et skriftligt svar til mediet sagde hun, at det kommende besøg ikke kan ses uafhængigt af de offentlige udsagn, der er fremkommet.

Derudover lød det, at hun ser "med alvor" på besøget, og understregede, at "kongeriget" ønsker at samarbejde med amerikanerne.

- Men det må og skal være et samarbejde, der hviler på de grundlæggende værdier om suverænitet og respekt lande og befolkninger imellem, sagde hun.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT