Ungdomshuset beholder tilskud efter dødsfejring

2. FEB 2023 • 21:47ERHVERV/POLITIK

Fejring af Ritt Bjerregaards død kommer ikke til at koste Ungdomshuset dets tilskud, afgør flertal.

Lokalpolitikerne i Københavns Kommune har torsdag aften afgjort, at Ungdomshuset kan beholde sit kommunale tilskud.

Flere medlemmer af borgerrepræsentationen ønskede ellers, at tilskuddet skulle fratages.

Årsagen var, at der for nylig blev afholdt fest i Ungdomshuset for at fejre, at den tidligere socialdemokratiske overborgmester i København Ritt Bjerregaard var afgået ved døden.

Torsdag aften blev emnet så taget op på et møde i borgerrepræsentationen. Her var der enighed om, at fejringen var smagløs, men der var ikke flertal for at fratage Ungdomshuset dets tilskud.

Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Venstre og De Konservative stemte for en fratagelse af tilskuddet, men de fire partier har tilsammen ikke flertal på rådhuset.

Laura Rosenvinge, der er politisk ordfører for Socialdemokratiet i Københavns Kommune, har tidligere sagt, at det "seriøst skal overvejes", om Ungdomshuset fortsat skal modtage tilskud fra kommunen.

Tidligere torsdag gjorde hun det dog klart over for TV 2 Kosmopol, at man var "nødt til at slå koldt vand i blodet".

- Nu har vi sendt det signal, vi gerne vil sende til de unge, og nu skal vi også gå dialogens vej, som Ritt havde gjort, sagde Laura Rosenvinge til TV 2 Kosmopol.

Ungdomshuset, der ligger på Dortheavej i København, inviterede mindre end 24 timer efter Ritt Bjerregaards død til en fejring af netop dette under overskriften "Så er vi kvit, Ritt".

I beskrivelsen af begivenheden stod der blandt andet: "Slæb kadaveret forbi Ungeren og send en væmmelig tanke efter tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard. Nu har vi fået både ret og fred!".

Ritt Bjerregaard var overborgmester i København tilbage i 2007, da Ungdomshuset på Jagtvej 69 blev ryddet og revet ned.

Ungdomshuset får årligt to millioner kroner i tilskud fra Københavns Kommune. 1,3 millioner går til husleje, mens resten går til driften af Ungdomshuset.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU