Ungdomsformand peger på Mona Juul som Papes afløser
De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, døde pludseligt, og nu skal partiet finde en ny frontfigur.
De Konservatives ungdomsparti peger på Mona Juul som en oplagt ny formand for De Konservative efter Søren Pape Poulsens dødDet siger Christian Vigilius, der er formand for ungdomsorganisationen og ligeledes sidder i partiets hovedbestyrelse.
Han er det første konservative hovedbestyrelsesmedlem, der peger på en formandsfavorit, skriver Politiken.
- Hun er meget vellidt inde på Christiansborg, meget vellidt i baglandet og også blandt KU'ere, siger han til avisen.
- Det er meget tydeligt, at hun er kompetent inden for sine felter. Og så tror jeg netop også, at hun er en, der vil kunne løfte den her dagsorden i forhold til at stadfæste konservatives position som et ambitiøst klimapolitisk parti, siger Vigilius.
Pape døde 2. marts efter at være blevet ramt af en hjerneblødning. I lørdags blev han bisat, og tirsdag blev der holdt en mindehøjtidelighed for Pape i Folketingssalen. Der var blomster på hans tomme plads.
Ingen har meldt sig som formandskandidat endnu. Ej heller Mona Juul, som i dag er gruppeformand for De Konservative, hvilket hun blev valgt til for nylig.
En af partiets udfordringer er at få noget "begejstring ind i projektet" ifølge Christian Vigilius, hvilket, han mener, er i Papes ånd.
Tirsdag, hvor partiet holdt gruppemøde for første gang efter Papes pludselige død, havde Mona Juul ingen kommentarer til emnet.
Men hun anses som favorit, og flere i partiet giver udtryk for, at de ikke ønsker kampvalg, hvilket tidligere har kostet partiet meget dyrt.
Indtil nu har ingen i hverken folketingsgruppen eller hovedbestyrelsen villet sige, hvem de peger på som ny formand.
Tidligere partiformand Per Stig Møller (K) vurderer, at partiets næste leder "tenderer mod Mona Juul, og det synes jeg, er en udmærket idé".
- Det virker for mig som et godt valg. Fordi hun brænder igennem. Hun har overskud. Hun har humor. Og det er jo helt tydeligt - med alle de forlig, hun har været en del af - at hun kan sit arbejde, siger han til Politiken.
Partiets kandidat til europaparlamentsvalget Marcus Knuth har tidligere peget på Mona Juul, og var den første til at gøre det.
Han er nummer to på De Konservatives liste til EU-valget til sommer og tilhører partiets højrefløj.
Søren Pape Poulsen var både politisk leder og formand for partiet.
En fremgangsmåde kan blive, at folketingsgruppen vælger en ny politisk leder, hvilket kan ske inden for kort tid. Herefter kan en ny formand eventuelt blive valgt på et senere landsmøde.
Den første store udfordring for partiet nye leder bliver valget til EU-Parlamentet.
/ritzau/