Undersøgelse af Elbit-sagen bliver forsinket i yderligere to måneder

14. AUG 2024 • 11:09ERHVERV/POLITIK

Tekniske problemer med mailbokse og sms-beskeder forsinker sag om indkøb af våbensystemer fra Elbit.

Advokatundersøgelsen af Elbit-sagen bliver yderligere forsinket.

Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Sagen handler om forløbet omkring indkøbet af våbensystemer fra det israelske selskab Elbit, hvor der blev videregivet forkerte oplysninger til Folketinget.

Den uvildige advokatundersøgelse bliver forsinket i yderligere to måneder.

Den oprindelige advokatundersøgelse skulle have været færdig 1. april, men blev siden både udvidet og forsinket. Den var ventet færdig i juli, men er altså forsinket endnu en gang.

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at det her skal trække ud. Forsinkelsen er ikke optimal, men det er også vigtigt, at vi får en grundig afdækning, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i pressemeddelelsen.

Det er på grund af tekniske udfordringer med at "udlevere mailbokse og udlæse sms-beskeder til brug for undersøgelsen", som er skyld i forsinkelsen. Disse problemer er nu løst, oplyser ministeriet.

Elbit-sagen drejer sig om køb af nyt artilleri til Danmark. Daværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) videregav forkerte oplysninger til Folketinget om deadline for indkøb af det nye artilleri fra israelske Elbit.

Folketinget fik at vide, at deadline var i slutningen af januar 2023, mens det retteligt var i juni samme år.

Jakob Ellemann-Jensen sagde selv, at han handlede i god tro. Sagen kostede departementschef Morten Bæk jobbet i Forsvarsministeriet.

Siden har sagen udviklet sig med flere problemer. I begyndelsen af april i år kunne Troels Lund Poulsen melde, at de indkøbte systemer, kendt som Atmos- og Puls-systemerne, bliver forsinket med omkring et år.

Det forventes dertil, at de kan blive op mod en milliard kroner dyrere. Elementet om fordyrelsen undersøges.

Det er regeringen, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Enhedslisten, De Radikale og Dansk Folkeparti, som er enige om, at der skal være en advokatundersøgelse af sagen.

Hos Danmarksdemokraterne er forsvarsordfører Lise Bech ikke tilfreds med endnu en forsinkelse. I en tid, hvor der skal investeres massivt i Forsvaret, skal der være styr på økonomien, mener hun.

- Det går ikke, at vi smider penge i ting, der både bliver dyrere og mere forsinket end først antaget. Den usikkerhed har vi stadig så længe, vi ikke har advokatundersøgelsen at læne os opad, siger Lise Bech i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT