Ukrainske kvinder er oftere i job end andre kvindelige flygtninge
Ukrainske kvinder er over tre gange så ofte i arbejde sammenlignet med flygtningekvinder fra andre lande.
En markant større andel af de ukrainske kvinder i Danmark er i beskæftigelse, sammenlignet med kvinder som er flygtet fra andre lande.Det viser en analyse, som Rockwool Fonden har lavet.
Omkring 50 procent af de kvinder, som er flygtet fra Ukraine til Danmark, er i arbejde. Det samme gælder cirka 15 procent, af de kvinder som er flygtet fra andre lande.
De ukrainske kvinders succes på det danske arbejdsmarked skyldes formentlig, at de i højere grad end eksempelvis kvinder fra Mellemøsten har været vant til at være på arbejdsmarkedet.
Det siger Jacob Nielsen Arendt, som er forskningsprofessor og chef for arbejdsmarkedsforskning i Rockwool Fonden.
- De ukrainske kvinder har erhvervserfaring med sig fra hjemlandet. De er simpelthen vant til at være på arbejdsmarkedet. Modsat ser vi, at kvinder fra typiske flygtningelande især i Mellemøsten i højere grad har været hjemmegående, siger han.
Desuden peger Jacob Nielsen Arendt på, at der også er nogle uddannelsesmæssige forskelle, hvor de ukrainske kvinder generelt er bedre uddannet.
Ser man på de ukrainske mænd, er de kun lidt oftere i arbejde, sammenlignet med de mænd der er flygtet fra andre lande.
Mens cirka 60 procent af de mandlige ukrainske flygtninge har et arbejde, gælder det 56 procent af andre mænd, som er kommet til Danmark som flygtninge.
Jacob Nielsen Arendt understreger, at det ikke kan udelukkes, at det har haft betydning, at ukrainere har haft direkte adgang til det danske arbejdsmarked.
- Ukrainerne er kommet hertil uden at skulle opholde sig i et asylcenter. De er blevet modtaget med ret åbne arme og med en stor indsats fra danske virksomheder for at få dem i arbejde, siger han.
I marts 2022 vedtog Folketinget en særlov, der giver ukrainske flygtninge lov til at arbejde og gå i skole i Danmark samt at benytte sig af sundhedsydelser.
I første omgang gjaldt den i to år, men den er siden blevet forlænget til 17. marts 2026.
I løbet af 2022 og 2023 kom der næsten 40.000 ukrainere til Danmark. I samme periode udvandrede cirka 11.000 ukrainske statsborgere fra Danmark.
Generelt er andelen af flygtninge, som er i beskæftigelse, på det højeste niveau siden 2010, skriver Rockwool Fonden.
Ifølge Jacob Nielsen Arendt kan en del af det tilskrives, at arbejdsgiverne under en højkonjunktur har særligt meget brug for arbejdskraft.
Ifølge Rockwool Fonden arbejder ukrainske flygtninge oftest inden for brancher som rengøring, landbrug, handel og industri.
/ritzau/