Udvalg vil tale med statsminister om sag om våbenkøb og misinformation

29. JAN 2025 • 15:35ERHVERV/POLITIK

Våbenkøb i Elbit-sag skulle lukkes på få dage, men det var misinformering, og nu indkaldes statsministeren.

Statsminister Mette Frederiksen (S) kan nu blive inddraget i sagen om Forsvarets køb af våben hos det israelske firma Elbit, hvor Folketinget er blevet misinformeret.

Folketingets Granskningsudvalg har på et møde onsdag besluttet, at statsministeren skal indkaldes til et samråd i udvalget og her udspørges om sin rolle i forbindelse med indkøbet.

Også forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og finansminister Nicolai Wammen (S) skal indkaldes. Det fremgår af Folketingets hjemmeside.

- Hidtil har Forsvaret og embedsmænd måttet tage ansvar for det, der er gået galt i sagen, men vi må til bunds i, hvorvidt den her sag i virkeligheden begyndte i Statsministeriet. Det er en viden, kun hun har, siger forsvarsordfører Lise Bech (DD) til Berlingske.

Udvalget vil gerne have svar på, hvorvidt statsministeren har ført samtaler med israelske ministre eller embedsmænd, og hvad de i så fald skulle have talt om.

Berlingske erfarer, at forsvarsordførere har fået adgang til en mailtråd, der viser, at Mette Frederiksen få dage før våbenkøbet førte en samtale med en "højtstående" udenlandsk person om anskaffelse af nyt artilleri.

Det fremgår ikke, hvem der er tale om.

Det er uvist, hvorvidt statsministeren vil deltage i samrådet. Ritzau spørger Statsministeriet.

Hastigheden er grunden til, at der blev begået så mange fejl i denne sag, mener forsvarsordfører Carsten Bach (LA). Han tror ikke, Forsvarets indkøbere har tilsidesat normale procedure på egen hånd.

- Derfor ønsker vi svar på, hvad den samlede baggrund har været, og om statsministeren har haft drøftelser med israelske ministre eller andre officielle personer i forbindelse med våbenkøbet, og hvad der måtte være aftalt, siger han til Berlingske.

Sagen tog sin begyndelse, da Folketinget i januar 2023 skulle træffe beslutning om at købe et nyt våbensystem.

Her blev Folketingets forsvars- og finansordførere oplyst om, at de havde et døgn til at godkende købet af det israelske firma Elbits artillerisystem. Det endte med et milliarddyrt indkøb af 19 artillerisystemer og otte raketkastere.

Det medførte skarp kritik, og det viste sig, at det var misinformering af Folketinget, da det ikke behøvede at gå så stærkt. Det har en advokatundersøgelse vist.

Advokaterne bag undersøgelsen har i deres afrapportering beskrevet flere punkter, som de mener skal afdækkes, men som de ikke har haft mulighed for på grund af de givne rammer.

Oppositionen ønsker at få sagen yderlige belyst, men regeringen er imod, da den daværende departementschef Morten Bæk blev hjemsendt, og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) siden er stoppet i politik.

Foreløbigt er en forundersøgelse nedsat, hvilket kan ende med en egentlig undersøgelse.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT