Tysklands inflation når laveste niveau i mere end to år
Den faldende inflation i Tyskland giver udsigt til lavere renter i 2024, mener cheføkonom.
Den tyske inflation fortsætter med at være på retræte.I november nåede den ned på 3,2 procent. Det viser en endelig opgørelse fra det tyske statistikbureau fredag morgen.
Det er den laveste inflation, der er registreret i Tyskland siden juni 2021.
I oktober blev inflationen i Tyskland opgjort til 3,8 procent. Og måneden inden - i september - var den på 4,5 procent.
Det vedvarende fald er med til at sænke behovet for yderligere renteforhøjelser hos Den Europæiske Centralbank (ECB) betydeligt. Det mener Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank.
Siden sommeren sidste år har ECB hævet renten ti gange for at tøjle den høje inflation.
- Det har bragt renten op på fire procent, hvor den til sammenligning lød på rekordlave minus 0,5 procent inden striben af renteforhøjelser, skriver han i en kommentar.
Jeppe Juul Borre forventer, at det er helt slut med renteforhøjelser fra centralbanken i denne omgang.
Derimod regner han med, at rentesænkninger bliver bragt til bordet i det nye år.
Renteforhøjelser bruges som et værktøj til at få bragt høj inflation ned.
Hvis det bliver dyrere at låne penge, er det forventningen, at forbrugerne vil bruge færre af dem.
Og det skal få priserne til at falde.
Men det kan være en svær balancegang for ECB at ramme det rigtige renteniveau.
Renteforhøjelser rammer nemlig økonomien med en vis forsinkelse, så der går typisk et stykke tid, inden den reelle effekt viser sig.
Og risikoen er, at økonomien bremser for meget op.
Derfor ser Tore Stramer, cheføkonom hos Dansk Erhverv, også en mulighed for, at rentenedsættelser kan ende med at blive fremskyndet.
- Kombinationen af et overraskende stærkt fald i inflationen og en række nedslående tal for den økonomiske aktivitet kan muligvis godt få ECB lidt tidligere på banen, skriver han i en kommentar.
/ritzau/