Toldkrig med USA kan koste tusindvis af danske arbejdspladser
Lørdag truede Donald Trump med at forhøje toldsatserne for Danmark og flere andre europæiske lande.
Hvis EU gengælder toldtruslerne, der kom fra USA's præsident, Donald Trump, lørdag, kan det komme til at koste tusindvis af danske arbejdspladser på sigt.Det viser en beregning, som erhvervsorganisationen Dansk Industri (DI) har lavet.
Lægges der fra hver side 25 procents told oveni den eksisterende handelsaftale mellem parterne, kan det føre til et tab af 16.000 danske arbejdspladser, lyder det.
- Det rammer os hårdt i den forstand, at det kommer oveni en masse usikkerhed på toldområdet, som Trump har skabt i hele verden, og som koster beskæftigelse, siger Lukas Lausen, der er chef for global handel og investeringer hos DI.
- Handlen bliver dyrere og dyrere, og det betyder, at priserne stiger, og der bliver købt mindre. Det sætter sig på beskæftigelsen.
Lørdag lød det fra Donald Trump, at USA vil lægge ti procents told på varer fra Danmark og flere andre europæiske lande fra 1. februar på grund af situationen omkring Grønland.
Tre måneder senere kan det stige til 25 procent, hvis ikke landene retter ind i forhold til hans ønske om at overtage Grønland.
Told er en importafgift, som lægges på varer, der produceres i udlandet.
EU-ambassadører er indkaldt til hastemøde i Bruxelles søndag om Grønland og de nye toldtrusler.
Donald Trump har siden sin indsættelse som præsident brugt toldtrusler som et greb til at forhandle bedre handelsaftaler på plads for USA.
USA er en af Danmarks største og vigtigste handelspartnere, og omkring 100.000 danske arbejdspladser er lige nu afhængige af eksporten dertil, siger Lukas Lausen.
- Derfor har alle bølgeskvulp, der måtte være i den handelsrelation, en kæmpe effekt på arbejdspladser og dansk økonomi.
Dansk Industris beregninger viser også, at det danske bruttonationalprodukt (bnp) vil skrumpe med 47 milliarder kroner, hvis begge sider forhøjer toldsatser med 25 procent.
Bnp er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det.
Lige nu kan man dog ikke vide sig sikker på, om der blot er tale om en forhandlingstaktik fra Trump, eller om det rent faktisk vil materialisere sig, konstaterer Lukas Lausen.
Uanset hvad, står organisationen klar til at rådgive dansk erhvervsliv.
/ritzau/
