Tog eller bus til lufthavnen i København bliver 20 kroner dyrere

28. MAR 2025 • 14:36ERHVERV/POLITIK

Det sidste stop til Københavns Lufthavn får en særskilt prisstigning fra 2027 ifølge ny aftale.

Det bliver fremover 20 kroner dyrere at komme til og fra Københavns Lufthavn med offentlig transport.

Det fremgår af en politisk aftale mellem regeringen og Københavns Kommune, som træder i kraft fra 2027 og skal være med til at finansiere anlægningen af en ny metrolinje til den kunstigt anlagte ø Lynetteholmen og første etape af Østlig Ringvej.

- Det er alle ture til og fra lufthavnen, der ikke foregår med et pendlerkort, pensionistkort eller andet periodekort. Hvis man kører videre fra lufthavnen med det samme, er der ikke et lufthavnstillæg.

- Det er kun dem, der har et ærinde og ikke er ansat i lufthavnen, der skal betale gebyr, siger overborgmester Lars Weiss (S), som ikke genopstiller ved kommunalvalget 18. november.

Socialdemokratiets overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, har tidligere foreslået en afgift på 50 kroner ifølge Politiken, som i december 2024 spåede, at det ville blive en "varm kartoffel" til kommunalvalget til november.

I stedet blev der indgået en aftale fredag, og ifølge den nuværende overborgmester er den socialdemokratiske overborgmesterkandidat enig i den del af aftalen.

- Der er fuld enighed om, at 20 kroner er en passende afgift, siger Lars Weiss.

I en skriftlig kommentar siger Pernille Rosenkrantz-Theil, at hun er "meget tilfreds med, at regeringen har lyttet på vores ønske om, at turisterne skal bidrage til at betale for metroen".

- Og så er det klart, at jeg gerne havde set, at beløbet var endnu højere. Men sådan er kompromisets kunst jo, siger hun.

Hun har hele tiden været imod planerne om at bygge metro mellem Nordhavn og Lynetteholmen, før man sikrer metro til de dele af byen, hvor der bor mennesker.

- Derfor er jeg glad for, at der nu først kommer metro mellem hovedbanen og de dele af Amager, hvor der mangler metro. Det er en sejr for os, der bor i København, siger hun.

Fordyrelsen tæller, når rejsende fra 2027 skal det sidste stykke vej til lufthavnen på Amager. De skal betale 20 kroner oven i den almindelige billetpris, hvis de skal med metro, tog eller bus.

Den højere takst vil dog ikke gælde for pendlere og ansatte i og omkring lufthavnen.

Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) er generelt imod Lynetteholmen og især imod fordyrelsen af den offentlige transport til lufthavnen.

- Det er helt skæv politik, man fører her, og det er udtryk for, at regeringen igen igen forskelsbehandler København i forhold til resten af landet.

- Vi har en regering, der er villig til at investere store summer i infrastrukturprojekter i andre dele af landet, men i København siger man, at det skal betales af københavnerne selv og oven i købet med, at den kollektive transport skal blive dyrere, siger hun.

Hun afviser, at det er dem, der rejser med fly, som har bedst råd.

- Det bliver dobbelt så dyrt at tage derud, og det, vi gerne skulle have, det var, at den kollektive transport, den bliver billigere, og den bliver bedre, siger hun.

Første fase af M5-metrolinjen vil gå fra Københavns Hovedbanegård til Prags Boulevard på Amager og ventes afsluttet i midten af 2030’erne. Først i 2045 ventes hele M5 klar.

Aftalen er mellem Københavns Borgerrepræsentation, hvor et politisk flertal står bag, og regeringen, der er medejer af Metroselskabet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT