Tilfreds Støjberg taler chancen for jysk borgmesterkæde ned

18. NOV 2025 • 23:47ERHVERV/POLITIK

Det er gået meget bedre end forventet, siger DD-formanden, som ikke vil høre tale om borgmesterposter.

Danmarksdemokraterne har fået gode valg i flere jyske kommuner og på Lolland. I Ringkøbing-Skjern er der mulighed for en borgmesterpost.

Partiformand Inger Støjberg taler dog chancen ned.

- Der er ingen borgmesterkæder hos os, og vi forventer det heller ikke, og vi har ikke forventet det, siger Inger Støjberg.

- Men hvis muligheden opstår, skal vi selvfølgelig tage den.

Skulle det ende uden borgmesterkæder til Danmarksdemokraterne, som stiller op til kommunalvalget for første gang, vil det ifølge formanden stadig være et godt valg.

Det skyldes, som hun siger, at partiet har helt nye kandidater og endnu mangler en solid organisation.

- Det er meget bedre, end det jeg havde ventet. For vi er et nyt parti. Vi har overhovedet ikke samme budget til at føre valgkamp, siger Inger Støjberg.

Danmarksdemokraterne har fået 21,7 procent af stemmerne i Ringkøbing-Skjern og 16,4 procent i Mariagerfjord, som er Støjbergs hjemmebane.

Ved valget til Europa-Parlamentet fik partiet også gode valg i de to kommuner.

Spidskandidater Mads Fuglede, som stadig har chancen for at blive borgmester i Ringkøbing-Skjern, forventer en lang og svær forhandling.

Det samme gør partiformanden.

- Nu går anden halvleg i gang, og alle ved, at i sådan en kan alting ske, hvis brikkerne falder godt ud, så skal vi selvfølgelig tage den, siger Inger Støjberg.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT