Tidligere ville Løkke hente danske børn i Syrien hjem - nu tøver han

21. DEC 2022 • 16:24ERHVERV/POLITIK

Hvorvidt fem danske børn og deres mødre i Syrien skal hjem, har den nye SMV-regering ikke besluttet endnu.

Den nye regering har endnu ikke sat "to streger under", hvad dens holdning er til de tilbageværende danske børn i fangelejre i Syrien og deres mødre.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) efter et møde onsdag eftermiddag i Det Udenrigspolitiske Nævn.

- Vi har jo forhandlet et ret fyldestgørende regeringsgrundlag på ret mange sider. Men har ikke forholdt os til alle spørgsmål og sat to streger under alle spørgsmål.

- Det spørgsmål, du rejser der, er præcis et af dem, siger Lars Løkke.

I april var linjen ellers klar fra den tidligere statsminister.

- Danske børn er danske børn - og de skal hjem! Om fornødent må deres mødre følge med, skrev Lars Løkke på Twitter.

Som udenrigsminister vil han onsdag ikke sige, hvad hans holdning er til, hvorvidt børnene skal hjem til Danmark.

- Jeg har haft et privilegium indtil for ganske få dage siden at udtrykke mig fuldstændig på min egen og mit partis vegne. Mit arbejde indgår nu sammen med to andre partier, som skal have en regeringsposition.

- Andre partiers position på det her er lige så velkendt, som det, der har været min. Som udgangspunkt er der ikke noget, der er rokket ved det, siger Lars Løkke.

Han påpeger, at når han har talt for at alle børnene skulle hjem, har det været uden adgang til "fortrolige oplysninger".

- Og det skal jo også trækkes med ind i det her, når man tager stilling til endegyldigt, hvordan man håndterer det her spørgsmål.

Den socialdemokratiske etpartiregering besluttede i foråret 2021 at evakuere i alt tre mødre og deres 14 børn fra de syriske fangelejre.

Tidligere havde statsminister Mette Frederiksen (S) ellers afvist, at nogle af mødrene kunne komme igen.

Tilbage blev fem børn og deres tilsammen tre mødre. Kvinderne har fået frataget deres danske statsborgerskab, og derfor blev de ikke tilbudt evakuering.

Deres børn måtte dog godt komme hjem, hvis mødrene gav samtykke til, at de rejste til Danmark uden dem. Det afviste alle tre mødre, der dermed stadig er i Syrien med børnene.

I november blev den første straffesag mod en af de hjemtagne mødre afgjort.

Kvinden tilstod og fik tre års fængsel for at have fremmet en organisation, der har til hensigt at begå terror, ved at leve som husmor i et kalifat under den militante bevægelse Islamisk Stat. Derudover tilstod hun at have opholdt sig i et konfliktområde uden tilladelse fra den danske stat.

I december skærpede Vestre Landsret straffen til fire års fængsel.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT