Tidligere topchef vender tilbage for at vie schweiziske storbanker

29. MAR 2023 • 09:57ERHVERV/POLITIK

Tidligere i marts købte storbanken UBS kriseramte Credit Suisse, der var kommet under pres fra sine kunder.

Den schweiziske storbank UBS hiver nu en tidligere topchef ind for at få styr på det hastige ægteskab med kriseramte Credit Suisse.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Efter planen overtager 62-årige Sergio Ermotti styringen med banken 5. april. Den nuværende topchef, Ralph Hamers, forventes at blive ved hans side i en overgangsperiode.

UBS købte Credit Suisse tidligere i marts, efter at sidstnævnte kom under pres fra kunder, der hev store beløb ud af banken.

Ermotti har et godt ry i UBS og huskes bedst for at genoprette bankens omdømme i kølvandet på finanskrisen. Han forlod sin stilling i 2020.

- Den aktuelle opgave er en presserende og udfordrende opgave, siger han ifølge nyhedsbureauet i en officiel udtalelse.

- For at gøre det på en succesfuld måde - og i alle involveredes interesse - er vi nødt til at vurdere alle muligheder systematisk.

Ægteskabet mellem de to storbanker blev hastigt arrangeret med den schweiziske regering på sidelinjen.

Det skete for at forhindre en potentiel global finansiel nedsmeltning.

Ifølge UBS hentes Ermotti tilbage, fordi han efter finanskrisen var i stand til at skabe en markant kulturændring i banken, som gjorde det muligt at genvinde tilliden fra kunderne.

Den nuværende topchef, Ralph Hamers, er ked af at skulle forlade storbanken, men forstår også at der er grundlæggende omstændigheder, som har ændret sig de seneste uger.

- Jeg træder til side af hensyn til den nye kombinerede bank og dens interessenter, herunder Schweiz og landets finansielle sektor, siger han.

Det er ikke nyt, at mange kunder har valgt at hive deres penge ud af Credit Suisse. Det er sket over en længere periode.

I bankens årsregnskab kom det frem, at kunder i sidste kvartal havde hevet omkring 120 milliarder dollar, cirka 847 milliarder kroner, med sig.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU