Tidlig påske er med til at hive Netcompanys omsætning op
Flere arbejdsdage i andet kvartal har gavnet Netcompany, hvis omsætning voksede ti procent i andet kvartal.
Genoprejsning på det danske marked er med til at sikre Netcompany en vækst i omsætningen på 10,2 procent i andet kvartal.Det viser it-selskabets regnskab for andet kvartal, som er blevet offentliggjort onsdag morgen.
Omsætningen for kvartalet ender på 1,65 milliarder kroner.
Netcompany leverer it-løsninger til både offentlige og private institutioner og virksomheder.
I Danmark står selskabet blandt andet bag skolenetværket Aula, lige som det også stod for smittestop-appen under coronakrisen.
Væksten fra kunder i det offentlige lyder i andet kvartal på 11,8 procent sammenlignet med samme kvartal i 2023.
Private kunder har bidraget med en vækst på 7,7 procent til Netcompanys omsætning.
Ser man alene på Netcompanys forretning i Danmark er omsætningen vokset 14 procent sammenlignet med andet kvartal i 2023.
Det skyldes blandt andet, at påsken allerede faldt i marts i år. Dermed har der været tre ekstra arbejdsdage i andet kvartal, skriver Netcompany.
Også selskabet Intrasoft, som Netcompany overtog i 2021, bidrager pænt til væksten med en omsætning, der var 10,9 procent højere end i andet kvartal 2023.
Her var omsætningen positivt påvirket af aftalen om, at Netcompany skal levere digitale løsninger til de svenske skattemyndigheder, Skatteverket.
- Det gør mig stolt og ydmyg at se de resultater, som vores medarbejdere leverer i et forretningsmiljø, som fortsat er noget usikkert, siger Netcompanys topchef, André Rogaczewski, i en kommentar til regnskabet.
I andet kvartal har Netcompany tjent 120 millioner kroner efter skat, hvis man tager forbehold for udsving i valutakurser.
Holland fortsætter med at være et af Netcompanys hurtigst voksende markeder. Omsætningen er her vokset 61,2 procent sammenlignet med i 2023. Det skyldes udelukkende vækst i den offentlige sektor, skriver Netcompany.
/ritzau/