Tænketank: Usandsynligt at Dan Jørgensen kan få EU-klimatoppost

8. AUG 2024 • 09:01ERHVERV/POLITIK

Andre lande og kandidater står bedre stillet end Danmark, hvor favoritten som ny kommissær er Dan Jørgensen.

Global klimaminister Dan Jørgensen (S) er favorit til at blive indstillet til at blive Danmarks nye EU-kommissær. Men hvis det sker, kan han få svært ved at få en tung post som eksempelvis klimakommissær.

Det mener senioranalytiker Jacob Kirkegaard ved tænketanken German Marshall Fund, som spår, at større lande og andre kandidater med bedre cv står foran i køen.

- Dan Jørgensens chancer for at lande en saftig klimarelateret post er forholdsvis lille, skriver han i en skriftlig kommentar.

Han nævner ikke, hvilken post han eventuelt så kunne få, men uddyber, at det er ventet, at spanske Teresa Ribera kan blive ny klimakommissær. Hun er i dag en af flere vicepremierministre og klimaminister i Spanien.

Som kvinde står hun desuden godt, da den nyligt genvalgte kommissionsformand Ursula von der Leyen vil have kønsbalance.

Statsminister Mette Frederiksen (S), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mødes i disse dage, hvor de ventes at diskutere Danmarks kandidat.

Det er endnu uvist, hvornår de melder noget ud, men det ventes ikke i denne uge. Dermed kan det blive tæt på deadline i slutningen af august.

- Hvis Danmark nominerer Dan Jørgensen sent, kan han være dårligere stillet, i forhold til hvilken post han kan få, skriver Jacob Kirkegaard.

Det er første gang i ti år, at Danmark skal udnævne en ny kommissær, og det er småt med informationer om processen. Det foregår i den danske regering og på EU-niveau, hvor det er uvist, om en del af kabalen allerede er lagt.

Det er et svært politisk puslespil, von der Leyen står overfor, når hun skal have det hele til at gå op i forhold til landenes størrelse, politiske tilhørsforhold og køn.

Sverige har indstillet Jessika Roswall, mens Finland har nomineret Henna Virkkunen.

- Det er usandsynligt, at en kandidat med Dan Jørgensens ministererfaring vil lykkes med at sikre sikre en vigtig post foran de øvrige kvindelige, nordiske kandidater, skriver Jacob Kirkegaard.

Han påpeger, at Danmark er et relativt lille medlemsland, og at det vil blive svært at få en post med lige så stor betydning som den, Margrethe Vestager har haft i ti år.

Onsdag sagde direktør i Tænketanken Europa Lykke Friis og professor Rebecca Adler-Nissen fra Københavns Universitet, at de mener, at Danmark står bedre og kan få en tungere post, hvis man indstiller en kvindelig kandidat.

Ifølge et brev til medlemslandene vil Von der Leyen afholde samtaler med kandidaterne fra midten af august, og deadline for kandidater er 30. august.

Kandidaterne skal også godkendes af EU-Parlamentet, som i 2019 afviste tre kandidater, hvorfor Frankrig, Rumænien og Ungarn måtte foreslå nye.

Høringerne, hvor kandidaterne skal grilles, vil finde sted i september og oktober. Den nye kommission ventes at være på plads inden november.

Alle EU's 27 medlemslande er repræsenteret med én EU-kommissær hver.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT