Svensk centralbank hæver renten igen i kamp mod inflation

21. SEP 2023 • 11:22ERHVERV/POLITIK

I Norge og Sverige er renten blevet hævet torsdag for at bringe inflationen ned. Renten er højeste i 15 år.

Den svenske centralbank, Riksbanken, hæver sin ledende rente med 0,25 procentpoint, så den nu ligger på fire procent.

Det skriver Riksbanken i en pressemeddelelse.

Årsagen er, at centralbanken vil have inflationen i Sverige ned, så den "inden for rimelig tid" igen kan ligge omkring målet på to procent.

Inflationen i Sverige har længe ligget højere end i Danmark. I august var priserne i Sverige steget 7,5 procent over et år.

I Danmark var priserne steget 2,3 procent over et år i august.

Oven i den høje inflation kæmper den svenske centralbank også med, at den svenske krone er svag i forhold til eksempelvis euro og danske kroner.

Det påpeger Kristian Skriver, seniorøkonom i Dansk Erhverv.

- Den svækkede svenske krone er en stor bekymring for Riksbanken, fordi de øger priserne på de varer, som svenskerne importerer. Den svækkede svenske krone kan dermed øge prispresset i Sverige, skriver han i en kommentar.

Rentestigninger rammer de svenske forbrugere hårdt, fordi mange boligejere i Sverige har variabelt forrentede lån, påpeger Kristian Skriver.

Det betyder, at renten oftere justeres og dermed hurtigere stiger sammenlignet med et fastforrentet lån.

Svensk økonomi er allerede hårdt ramt. I andet kvartal skrumpede Sveriges bnp med 0,8 procent.

Bnp, bruttonationalprodukt, er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.

Højere renter kan give svensk økonomi yderligere modvind, fordi de svenske forbrugere får færre penge mellem hænderne. Og det kan også mærkes hos danske virksomheder, påpeger Kim Blindbæk, seniorøkonom i Sydbank.

- Sverige er nemlig Danmarks tredje største eksportmarked, så lavere økonomisk vækst i Sverige kan ramme vores eksportvirksomheder, skriver han i en kommentar.

Også den norske centralbank, Norges Bank, har torsdag hævet renten. Her bliver renten hævet med 0,25 procentpoint til 4,25 procent. Her indikeres det desuden, at renten vil ligge "omkring 4,5 procent" i gennem 2024.

Både i Sverige og Norge skal man 15 år tilbage for at finde en højere rente ifølge Kim Blindbæk.

I Danmark hævede Nationalbanken 14. september sin rente med 0,25 procentpoint. Nu ligger foliorenten og renten på indskudsbeviser på 3,6 procent og udlånsrenten på 3,75 procent.

Nationalbanken er bankernes bank. Foliorenten er den rentesats bankernes indlån og udlån forrentes med hos Nationalbanken.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT