Støjberg langer ud efter Ellemann: Vælger Mette F. over blå blok

22. NOV 2022 • 11:48ERHVERV/POLITIK

Regeringsforhandlingerne fortsætter tirsdag, hvor der er temadag om udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg, langer ud efter Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, som i weekenden på Venstres landsmøde sagde, at Venstre vil afsøge muligheden for at indgå i en regering hen over midten med Socialdemokratiet.

- Det er tilsyneladende sådan, at Jakob Ellemann hellere vil være i en regering med Mette Frederiksen som statsminister, end at han vil være en del af den blå opposition.

- Det må vi så tage bestik af, siger Støjberg tirsdag formiddag foran Marienborg, statsministerens embedsbolig.

Her er alle partierne tirsdag inviteret til såkaldt temadag om udenrigs- og sikkerhedspolitik. Temadagene er en del af regeringsforhandlingerne. Danmarksdemokraterne er i øvrigt det eneste parti, der er ude.

Til temadagene, hvor eksperter og meningsdannere holder oplæg til politikerne om en givent emne, er alle partier dog med.

Inger Støjberg tilføjer, at det kan se svært ud at spotte et fælles blåt projekt, hvis Venstre går med i en regering med Socialdemokratiet.

Hun er selv tidligere Venstre-profil og eksminister. Støjberg har også været næstformand i Venstre, mens Ellemann-Jensen har været formand. Duoen kunne ikke få samarbejdet til at fungere.

På Venstres landsmøde konstaterede Jakob Ellemann-Jensen blandt andet, at Venstre skal "stå i egen ret", og at der ikke er "ét samlet borgerligt projekt blandt de blå partier".

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er enig med Ellemann-Jensen i, at der ikke er et decideret borgerligt projekt.

- Jeg har jo aldrig budt ind på det der fælles borgerlige projekt. Jeg har altid sagt, at vi har en borgerlig fællesmængde. Både hvad angår det frie valg, den økonomiske politik, sundhed, ældre, siger Pape ved Marienborg.

- Der synes jeg, at vi har mange lighedspunkter, og der er meget, vi kan blive enige om. Det er ikke så afgørende, om vi har et fælles projekt, siger han.

Både Pape og Ellemann-Jensen var statsministerkandidater hos blå blok i forbindelse med folketingsvalget 1. november. Både Venstre og De Konservative oplevede tilbagegang.

Efterfølgende blev S-formand Mette Frederiksen udnævnt som kongelig undersøger. Hun forsøger fortsat at danne en ny regering.

De borgerlige partier bortset fra Danmarksdemokraterne pegede på Ellemann-Jensen som kongelig undersøger. Støjberg pegede på sig selv.

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, udtalte mandag, at "i Venstre vil vi søge indflydelse fremfor at stå på sidelinjen med armene over kors".

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU