Stigende renter får Sydbank til at opjustere sine forventninger

22. NOV 2022 • 11:38ERHVERV/POLITIK

Sydbank forventer nu et resultat efter skat på mellem 1,7 og 1,85 milliarder kroner for året.

Stigende renter og en positiv udvikling på de finansielle markeder har fået Sydbank til at opjustere sine forventninger til resten af året.

En betydelig stigning i basisindtjeningen danner grundlag for, at man forventer, at resultatet efter skat lander på mellem 1,7 og 1,85 milliarder kroner i 2022.

Det fremgår af en selskabsmeddelelse tirsdag formiddag.

I forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for årets første ni måneder den 2. november meddelte banken, at man ventede et resultat efter skat i intervallet 1,5-1,7 milliarder kroner.

Der er altså tale om et betydeligt løft.

Udviklingen på de finansielle markeder har ført til "en meget tilfredsstillende handelsindtjening". Sådan lyder det i meddelelsen.

Hvis banken skal realisere sine nye forventninger, kræver det derfor også, at de finansielle markeder fortsætter de positive tendenser.

- Forventningerne til 2022 er forbundet med usikkerhed og afhænger af udviklingen på de finansielle markeder samt de makroøkonomiske forhold, skriver banken.

Sydbank har i den seneste periode også været begunstiget af voksende udlån til bankens erhvervskunder. Det fremgik blandt andet af det seneste regnskab.

Udlånene til erhvervskunder steg samlet med mere end 12 milliarder kroner i de første tre kvartaler, hvis man sammenligner med samme periode sidste år.

Verdensøkonomien er dog præget af stor usikkerhed med stigende inflation. Derudover forsøger centralbankerne også at begrænse forbruget ved at hæve renten.

Det har fået Sydbank til at gardere sig mod eventuelle fremtidige tab. Banken har afsat en halv milliard kroner til det formål.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU