Socialdemokratiet vil drøfte geografiske uligheder i boligmarkedet
Geografiske og sociale uligheder i boligmarkedet skal "drøftes", siger Socialdemokratiet uden konkrete tiltag.
Boligmarkedet er præget af en social og geografisk skævhed.Hvor boligejere i København kan blive millionærer på blot at eje en bolig, kan borgere i udkantsområder opleve stagnerende priser og manglende lån.
Derfor vil Socialdemokratiet "drøfte" uligheden i boligmarkedet.
Det siger partiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, som dog ikke kan fortælle, hvad partiet vil gøre ved udfordringen.
- Når man ser så store uligheder, er det naturligt, at man får en drøftelse, siger han.
Udtalelsen falder på vej ind til Socialdemokratiets gruppemøde tirsdag.
Kort forinden har Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, delt sine tanker om at flytte den løbende boligbeskatning til en skat på gevinsten ved et salg.
Det har fået kritik fra Venstre, mens det minder om den problemstilling, statsminister Mette Frederiksen (S) berettede om i sin nytårstale.
Her påpegede Mette Frederiksen, at boligmarkedet skaber ulighed ved sin eksplosive udvikling i eksempelvis København.
Den politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen tegner ligesom sin statsminister et billede af, at der er for store geografiske forskelle på boligmarkedet.
- Det betyder, at flere steder i København er lukket land for almindelige mennesker, siger han og fortsætter:
- Det synes jeg, er naturligt, at man drøfter.
Socialdemokraten vil dog trods gentagne spørgsmål ikke fortælle, hvad en sådan drøftelse kan indebære af politisk handling.
Han fastholder også i sin argumentation, at Socialdemokratiet ikke vil hæve boligskatten for "helt almindelige mennesker".
Han svarer ikke på, om man så vil indføre skat på gevinsten ved salg af en bolig, ligesom han heller ikke svarer på, om beskatningen i stedet kan ramme mennesker, der ikke er "helt almindelige".
/ritzau/
