Socialdemokratiet kollapser i højborgen Frederikshavn
Socialdemokratiet mister det absolutte flertal og er ikke længere størst i Frederikshavn efter havne-sag.
Socialdemokratiet falder totalt sammen i højborgen Frederikshavn Kommune.Partiet, der for fire år siden fik over 57 procent af stemmerne, mister det absolutte flertal og er med 26,1 procent af stemmerne nu ikke engang det største parti. Den position har Venstre overtaget med 30,2 procent af stemmerne.
Den socialdemokratiske nedtur kommer, efter at stemmeslugeren fra 2021 Birgit S. Hansen (S) i efteråret 2024 gik af som borgmester, mens sagen om Frederikshavn Havn rullede.
Anders Brandt Sørensen (S) var spidskandidaten ved dette valg og skulle udfylde de store sko fra Birgit S. Hansens kanonvalg for fire år siden, hvor hun fik 40,5 procent af de gyldige stemmer i kommunen.
Samtidig har Anders Brandt Sørensen altså lidt under sagen om Frederikshavn Havn, der har præget kommunen i de senere år.
Kommunen overtog i foråret 2024 det fulde ansvar for Frederikshavn Havn, fordi havnen manglede penge til fortsat drift.
Havnen blev en kommunal havn, og dermed endte gælden, der havde vokset sig til 1,7 milliarder kroner, i kommunekassen.
Indtil havnen blev overtaget af kommunen, var den en kommunal selvstyrehavn. Frederikshavns Kommune havde løbende lånt havnen flere penge for at få styr på økonomien.
En undersøgelse af advokatfirmaet Bech-Bruun fandt i februar 2025 ikke grund til at kritisere Birgit S. Hansen (S) for hendes rolle som borgmester i sagen, men det har altså alligevel gjort nas på partiet.
Venstre, der med resultatet er kommunens største parti, har Jon Andersen som spidskandidat, men det var heller ikke uden drama, at han endte med at blive det.
Jon Andersen (V) har ikke været medlem af byrådet og blev valgt som Venstres spidskandidat efter et kampvalg, hvor byrådsgruppen ellers havde anbefalet en anden kandidat.
/ritzau/
