Skudsikre biler og politi lander i Nuuk før Vance-besøg
USA har sendt skudsikre biler og personale til Nuuk før Usha Vances besøg. Danske betjente er ankommet.
To amerikanske Hercules-fly landede søndag aften i Grønland forud for det kommende besøg fra USA's vicepræsidentfrue, Usha Vance.Det skriver medierne Sermitsiaq og KNR.
Med om bord på flyene var fire skudsikre biler og personale, der skal hjælpe til under besøget.
En talsperson fra det amerikanske konsulat oplyser til Sermitsiaq, at fortroppen skal yde logistisk støtte under besøget.
Personalet er blevet indlogeret på et hotel i Nuuks bymidte.
De amerikanske Hercules-fly har forladt den internationale lufthavn igen.
40 danske politibetjente og minimum to politihunde er også landet søndag aften i forbindelse med det forestående besøg. De er ankommet med to mindre fly klokken 18.00 og 20.40 lokal tid.
Tidligere på eftermiddagen landede et tredje fly fra Danmark med omkring 50 personer. KNR beretter, at der var omkring 60 personer om bord, hvoraf størstedelen ifølge mediet var politibetjente.
- Vi kan bekræfte, at vi har fået assistance fra danske politikredse, hvilket er helt normalt, når vi har behov til løsning af en opgave, oplyser vicepolitiinspektør Jan Lambertsen til Sermitsiaq.
Usha Vance, der er gift med USA's vicepræsident, J.D. Vance, rejser torsdag til Grønland.
På rejsen skal Usha Vance besøge historiske steder, lære om grønlandsk kulturarv og overvære Grønlands nationale hundeslædeløb.
Diplomatiske kilder i Washington har oplyst til Jyllands-Posten, at Vance får følgeskab af Mike Waltz, USA's nationale sikkerhedsrådgiver. Dette er ikke bekræftet fra amerikansk side.
Besøget sker i en tid, hvor USA's præsident, Donald Trump, flere gange har givet udtryk for, at han ønsker, at Grønland skal blive en del af USA.
Den amerikanske delegation ankommer på et tidspunkt, hvor der foregår forhandlinger omkring dannelsen af en ny regering i Grønland ovenpå valget den 11. marts.
Den fungerende grønlandske regeringsleder, Múte B. Egede fra partiet IA, og formand for partiet Demokraatit, der blev det største parti ved valget, Jens-Frederik Nielsen, har kritiseret det amerikanske besøg.
/ritzau/