SF og K vil have minister til se på råd til PFAS-udsatte gravide

31. JUL 2022 • 14:24ERHVERV/POLITIK

Der er ifølge De Konservative behov for en national handleplan omkring PFAS-udsatte kvinder og graviditet.

Det er problematisk, når Sundhedsstyrelsen vurderer, at kvinder udsat for det skadelige fluorstof PFAS roligt kan blive gravide og amme, da flere fagfolk mener det modsatte.

Det siger både De Konservative og SF. Begge partier vil derfor bede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om at forholde sig til sagen.

Sagen handler om, at enkelte medlemmer af den ekspertgruppe, der har givet input til Sundhedsstyrelsen i forhold til PFAS, mener, at styrelsen har nedtonet risikoen for PFAS-udsatte kvinder, der ønsker at blive gravide eller amme. Det skriver TV 2.

- Det er stort problem, at der er så stor uenighed mellem eksperterne og den udmelding, der er kommet fra Sundhedsstyrelsen, siger sundhedsordfører Per Larsen (K) til Ritzau.

SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, ser også alvorligt på sagen.

- Det bekymrer mig, at eksperters bidrag om sundhedsskadelige konsekvenser tilsyneladende bliver tilsidesat. Derfor synes jeg også, at det er rimeligt, at ministeren sikrer os en redegørelse på, hvorfor at Sundhedsstyrelsen har været så defensiv i deres anbefaling, siger hun.

Ifølge begge sundhedsordførere er der behov for en national handleplan på området.

Centralt for handleplan er ifølge Per Larsen, at der er konsensus blandt eksperterne.

Men det kunne også være en idé at inddrage internationale erfaringer, hvor man for eksempel kunne skæve til USA, der tilbyder borgere at få foretaget blodprøver, der kan vise koncentrationen af fluorstoffer, siger han.

- Jeg synes, det er en menneskeret at blive undersøgt for PFAS, hvis det er sådan, at man bor i et område, hvor koncentrationerne er registreret som høje, siger Per Larsen.

De Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, mener ikke, at der er behov for politisk handling, før det står klart, hvor udbredt uenigheden mellem ekspertgruppen og Sundhedsstyrelsen er.

Indtil videre er det tre af gruppens i alt 14 medlemmer, der har udtrykt sig kritisk omkring Sundhedsstyrelsens råd.

Danske Regioner oplyste i maj, at op mod 14.607 steder i Danmark kan være forurenet med de sundhedsskadelige fluorstoffer.

PFAS-stoffer er problematiske, fordi de mistænkes for at kunne være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende.

Det fulde billede af helbredseffekterne kender medlemmerne af ekspertgruppen dog ikke. Det kommer an på mængden af fluorstoffer i kroppen.

Ritzau har søndag forsøgt at få en kommentar fra Sundhedsministeriet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU