SF-ikon mener at partiet er modent til regeringsdeltagelse igen
Holger K. Nielsen, SF's formand fra 1991 til 2005, mener, at partiet er parat til en ny regeringsperiode.
SF går benhårdt efter at komme i regering efter næste folketingsvalg, og det er med den indstilling, at partiet i weekenden har landsmøde i Kolding.Ifølge den tidligere SF-formand Holger K. Nielsen er tiden moden til, at SF igen indtræder i en regering, efter at debuten på den scene endte helt galt, da partiet sad i regering med Socialdemokratiet og De Radikale i to et halvt år fra 2011 til 2014.
- Jeg håber det bedste, og jeg tror også, at det lykkes. Der er mange unge og dygtige folk i SF, og på den måde er jeg meget optimistisk i forhold til partiets fremtid, siger Holger K. Nielsen, som tilføjer, at han som eksformand "ikke blander sig i, hvad der sker i partiet".
Men alligevel vil Holger K. Nielsen altså gerne mene lidt. Han var formand for SF fra 1991 til 2005. Han forlod politik i forbindelse med folketingsvalget i 2019.
Da SF sad i regering for første og hidtil eneste gang efter 2011-valget, nåede han at være både skatteminister og udenrigsminister.
Han oplevede derfor fra nærmeste hold, hvordan SF gik i opløsning som regeringsparti. Villy Søvndal stoppede som formand, og der kom et formandsopgør, hvor Annette Vilhelmsen slog Astrid Krag.
For SF sluttede det brat som regeringsparti, og det var afledt af beslutningen om at sælge en andel af energiselskabet Dong Energy til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.
- Partiet har fået nogle erfaringer. Sidste gang var det første gang, at SF var i regering, og selv for mig, der havde prøvet næsten alt i politik bortset fra det, var det overraskende, hvordan det rent faktisk var, siger Holger K. Nielsen.
Han tilføjer, at det kom bag på ham, hvor mange slagsmål der var internt i regeringen dengang.
Det er ikke utænkeligt, at en regering efter næste folketingsvalg igen vil bestå at flere partier, og derfor er det godt, at SF i dag er bedre forberedt end dengang, mener Holger K. Nielsen.
/ritzau/