SF forlader aftale i Slagelse - V-borgmesterflertal er smuldret
SF har trukket sine to mandater fra bredt samarbejde i Slagelse, så flertal for Venstre-borgmester er væk.
Et flertal for at lade Knud Vincents (V) fortsætte som borgmester i Slagelse Kommune er smuldret, beretter TV2 Øst fredag.SF forlader konstitueringsaftalen i Slagelse Kommune, og dermed er der lige nu kun 15 af 31 mandater for Knud Vincents som borgmester.
Spidskandidat og byrådsmedlem Jørgen Grüner (SF) siger, at hans parti har trukket sine to mandater og dermed fjernet flertallet bag borgmesteren, fordi SF har problemer med Danmarksdemokraterne.
- Vi er meget langt fra Danmarksdemokraterne, især når det gælder miljøspørgsmål, siger han til TV2 Øst.
I stedet for at pege på Knud Vincents vil SF ifølge mediet pege på Britta Huntley (S) som borgmester og Henrik Brodersen (DF) som viceborgmester.
Venstre, De Radikale, SF, Danmarksdemokraterne, De Konservative og Liberal Alliance havde ellers dannet et flertal på 17 mandater, så Knud Vincents kunne blive siddende som borgmester.
/ritzau/
