Selvstændighedspolitiker melder sig ud af regeringsparti og ind i Naleraq

12. FEB 2025 • 08:14ERHVERV/POLITIK

Endnu en politiker forlader regeringspartiet Siumut og melder sig ind i Naleraq grundet selvstændighed.

Kuno Fencker har meldt sig ud af regeringspartiet Siumut og ind i Naleraq ligesom hans forlovede Aki-Matilda Høegh-Dam, der er medlem af Folketinget.

Det skriver han i en pressemeddelelse ifølge grønlandske KNR.

- Jeg har oplevet et pres fra lokalforeningen, især fra formanden, for at forlade partiet. Statsdannelse burde være en fælles sag i Siumut, men i praksis har der været interne uenigheder om noget så fundamentalt, siger han.

Ved det seneste valg i 2021 fik han 66 stemmer og blev stedfortræder nummer syv, men fik siden mulighed for at indtræde i Inatsisartut, da fire medlemmer af Siumut blev ministre og udtrådte af parlamentet. Han genopstiller nu.

Han har tidligere været medlem af Naleraq og stillede op til valget i 2019 uden at komme ind.

Kuno Fencker blev for alvor kendt, da han rejste til USA i kølvandet på Donald Trumps indsættelse for at mødes med Trump-støtter, hvilket var imod partilinjen.

Her mødtes han med et medlem af Kongressen fra Donald Trumps parti og talte om, hvordan båndet mellem Grønland og USA kan styrkes.

Kuno Fencker mødtes med Andy Ogles, som har lavet et lovforslag i Kongressen om, at USA kan købe Grønland.

Ifølge Kuno Fenckers partiformand Erik Jensen var partiets ledelse ikke orienteret. Fencker rejste som "privatperson", lød det fra Erik Jensen.

Det var tændsatsen, som for alvor førte til, at uenighederne om selvstændighed fra Danmark brød ud i partiet.

Blandt andet Aaja Chemnitz (IA) kritiserede hans rejse for at være "landsskadelig virksomhed", og han truede med at anmelde hende til politiet for æreskrænkelse.

Kuno Fencker og Aki-Matilda Høegh-Dam talte åbent om at melde sig ud af siumut, og fredag gjorde den grønlandske stemmesluger alvor af det.

Mandag meldte hun sig ind i Naleraq, som hun også stiller op til valget 11. marts for.

De mener, at selvstændighedsprocessen i Siumut går alt for langsomt og har derfor skiftet parti.

Partiformand Erik Jensen forsøgte dog at komme dem i møde ved at ville kæmpe for en folkeafstemning om selvstændighed i næste valgperiode.

- Det er det, vi gerne vil opnå. Det er vores ambition. Men selvfølgelig skal det være i tæt samarbejde med den grønlandske befolkning. Og det er meget vigtigt. Så ingen er i tvivl om, hvad man skal stemme om, siger han til DR.

Samtidig vil han aktivere paragraf 21 i selvstyreloven, som handler om Grønlands adgang til selvstændighed.

Han har ellers, som de fleste andre partier i Inatsisartut, ikke villet skynde på en dato for en folkeafstemning.

Danmark har stadig ansvaret for mere end 30 sagsområder i Grønland, såsom retsområdet. Princippet i selvstyreloven er, at Grønland skal finansiere de områder, der hjemtages.

Grønland har senest overtaget tidens bestemmelse og er nu tre timer efter Danmark, hvor det før var fire. Det er første gang i 13 år, et område blev hjemtaget.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT