SAS-aktier bliver værdiløse på grund af afnotering

3. OKT 2023 • 19:22ERHVERV/POLITIK

Aktierne i flyselskabet SAS bliver afnoteret på børsen og mister deres værdi. Det rammer 225.000 aktionærer.

Nuværende aktionærer i SAS vil miste deres aktier, eftersom aktierne bliver værdiløse.

Det siger bestyrelsesformand for SAS Carsten Dilling på et pressemøde i Stockholm tirsdag.

Det sker, fordi aktierne vil blive afnoteret - og dermed taget af - børsen i både København, Stockholm og Oslo.

Aktierne bliver "annulleret, indløst og afnoteret", og det er forventningen, at det sker i andet kvartal af 2024, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Carsten Dilling forklarer, at afnoteringen har været et konkret krav fra de nye investorer i SAS.

- Når nye investorer kommer ind med så store beløb, er de mindre glade for at honorere eksisterende aktionærer, siger han til TV 2.

- Derfor har der været et ret konkret krav til afnotering.

Det er en gruppe af investorer, som er endt i ejerkredsen.

Det er investeringsselskabet Castlelake, holdingselskabet Air France-KLM, Lind Invest og den danske stat.

Afnoteringen giver mulighed for arbejdsro - væk fra børsen og fra analytikernes søgelys, siger Jakob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, til Ritzau.

- Til gengæld bliver de eksisterende aktionærer de store tabere i det her og bliver efterladt med værdiløse aktier, tilføjer han.

- Så mon ikke, at vi ser et styrtdyk i SAS-aktien i morgen (onsdag, red.).

SAS-aktien var tirsdag på en rutsjebanetur på børsen i København, men endte dagen med en stigning på 16,1 procent til 21 øre.

Bestyrelsesformand Carsten Dilling siger til TV 2, at han er "meget ked af" den handel, der tirsdag var med SAS-aktier.

- Vi har advaret mod, at vi kunne ende her, siger Carsten Dilling.

Afnoteringen vil ifølge TV 2 ramme omkring 255.000 aktionærer.

Den er en del af den rekonstruktion af luftfartsselskabet, som SAS har præsenteret tirsdag.

Den sidste handelsdag for aktierne i SAS vil blive annonceret i god tid, før afnoteringen træder i kraft ifølge selskabet.

Indtil da er det forventningen, at aktiehandlen fortsætter på "normal vis".

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

21. JUN 2024 • 10:18ERHVERV/POLITIK
Nyhed trukket tilbage

SENESTE RITZAU