S-borgmester bliver ny næstformand i KL efter Bundsgaards exit
Den socialdemokratiske borgmester i Herlev Kommune, Thomas Gyldal Petersen, bliver ny næstformand i KL.
Den socialdemokratiske borgmester Thomas Gyldal Petersen bliver ny næstformand i Kommunernes Landsforening, KL, efter at Jacob Bundsgaard (S) har meddelt, at han træder ud af politik.Det skriver KL i en pressemeddelelse.
Thomas Gyldal Petersen, der er borgmester i Herlev Kommune, har været medlem af bestyrelsen i KL siden 2017 og siddet som formand for Børne- og Undervisningsudvalget siden 2018.
Det betyder også, at der kommer en række rokeringer i bestyrelsen.
Borgmester i Holbæk Kommune Christina Krzyrosiak Hansen (S) overtager posten for formand for Børne- og Undervisningsudvalget efter Gyldal Petersen.
Derudover overtager den tiltrædende borgmester i Aarhus Kommune, Anders Winnerskjold (S), posten som formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg.
Han får ressortansvar for ældreområdet. Sisse Marie Welling, sundheds- og omsorgsborgmester (SF) i Københavns Kommune, fortsætter som formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg med ressortansvar for sundhedsområdet valgperioden ud.
Allerede i forbindelse med at Bundsgaard i sidste uge meddelte, at han træder ud af politik, lød det fra Winnerskjold, at han ikke havde i sinde også at overtage næstformandsposten i KL efter Bundsgaard.
- Jeg har brug for at fokusere min tid på Aarhus, lød det fra ham.
Alle ovenstående ændringer i KL's bestyrelse træder i kraft den 6. november, hvor der er byrådsmøde i Aarhus Kommune og Jacob Bundsgaard formelt træder tilbage som borgmester og næstformand.
Jacob Bundsgaard begrundede sin beslutning om at slutte i politik med, at det var tid til et skifte i hans karriere. Det sagde han på et pressemøde på rådhuset i Aarhus.
- Jeg er nået til vejs ende i mit politiske virke. Det har været et enestående privilegie at stå i spidsen for den by, jeg er født i, vokset op i og har tilbragt næsten hele mit liv i, lød det fra ham.
Han afviste, at han træder tilbage, fordi Socialdemokratiet står dårligt i meningsmålingerne, eller fordi hans personlige stemmetal blev halveret ved seneste kommunalvalg.
/ritzau/