Rusland indfører salgsafgift: Carlsberg står for skud

29. MAR 2023 • 14:17ERHVERV/POLITIK

Carlsberg, som længe har forsøgt at sælge sine russiske aktiviteter, regner med et salg inden sommer.

Carlsberg skal formentlig afgive en stor pose penge til Rusland, når bryggerikoncernen efter planen får solgt sin russiske forretning.

I Rusland har man nemlig vedtaget, at virksomheder, der sælger deres russiske forretning, skal give op mod ti procent af salgssummen til landet.

Det fremgår af et dokument fra det russiske finansministerium ifølge avisen Financial Times. Det skriver Berlingske.

Ifølge Jens Ladefoged Mortensen, forsker i international handel ved Københavns Universitet, risikerer Carlsberg at "bidrage direkte til den russiske krigsmaskine".

Som forskeren ser det, står Carlsberg med to muligheder.

- Det danske selskab står i en svær situation, hvor det enten kan vælge at blive i Rusland og risikere, at det her træk bare er første del af en tilspidsning af den økonomiske krig mellem Vesten og Rusland.

- Carlsberg risikerer med det valg at blive nationaliseret, og at den russiske stat overtager forretningen uden nogen form for kompensation.

- Den anden mulighed er at sælge nu og betale denne ti procents salgsskat, siger han til Ritzau.

Jens Worning, der er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg, betegner over for Berlingske tiltaget som en slags "krigsskat".

Ifølge ham er det fra russisk side blot et forsøg på at få så meget ud af de vestlige virksomheder som overhovedet muligt.

Efter at krigen i Ukraine brød ud, har den danske bryggerigigant - lige som mange andre virksomheder - forsøgt at sælge sine russiske aktiviteter.

Carlsberg regner med at have et salg på plads inden sommer. Det gentager koncernen over for Berlingske onsdag.

Da salgsprocessen fortsat pågår, kan man ikke kommentere udmeldinger fra den russiske regering, lyder det.

Kort efter krigens begyndelse begyndte man fra russisk side at true med at nationalisere de virksomheder, som ville trække sig ud af landet.

I marts sidste år havde Carlsberg besøg af en russisk embedsmand, der forklarede reglerne om nationalisering.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU