Rockwools overskud skrumpede i tredje kvartal

26. NOV 2025 • 14:40ERHVERV/POLITIK

Rockwool opnåede et overskud på 122 millioner euro i et vanskeligt kvartal med flad omsætningsudvikling.

Rockwool løftede allerede for to uger siden noget af sløret for, hvordan det er gået virksomheden på det seneste, i forbindelse med en nedjustering.

Onsdag foreligger det samlede billede for tredje kvartal, efter at selskabet har offentliggjort det fulde regnskab.

Det viser et overskud på 122 millioner euro efter skat, hvilket er 33 millioner færre, end man opnåede i samme kvartal året før.

Omsætningen udgjorde 963 millioner euro, hvilket er seks millioner euro færre end i sammenligningskvartalet.

- Handelspolitisk usikkerhed og geopolitiske spændinger fortsatte i tredje kvartal, selv om ikke alle markeder blev påvirket lige meget.

- Nøglemarkeder som Storbritannien og Canada oplevede modvind, idet mange store projekter blev udskudt, mens vi så lommer af solid vækst andre steder, såsom i Øst- og Sydeuropa, siger administrerende direktør Jes Munk Hansen i en kommentar til regnskabet.

Allerede i forbindelse med nedjusteringen fortalte Rockwool, at en række store tagprojekter i Storbritannien var blevet udskudt. Samtidig er det canadiske byggeri påvirket af toldkrigen med USA.

Også det russiske marked, hvor Rockwool fortsat er til stede, er negativt påvirket af høj inflation og lavere købekraft.

Endelig betød et uheld på stenuldsfabrikantens schweiziske fabrik i oktober, at smeltet sten flød ud på fabriksgulvet og førte til, at produktionen måtte stoppes.

Det har ikke haft indflydelse på regnskabstallene for tredje kvartal, men vil kunne ses i regnskabet for fjerde kvartal.

Rockwool forventer at lande en omsætning i 2025, der er på niveau med den, man opnåede i 2024.

I år til dato er der indtil videre opnået en omsætning på 2910 millioner euro mod 2885 millioner euro på samme tidspunkt sidste år.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT