Rentefald kan have fået forbrugerne til at se lysere på økonomien

20. JUN 2024 • 09:33ERHVERV/POLITIK

Rentenedsættelse og store reallønsstigninger medvirker til stigende forbrugertillid, mener direktør og økonom.

Forbrugernes syn på den økonomiske situation i Danmark har længe været i bedring, men det er sket i begrænset omfang.

Det var tilfældet igen i juni, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik torsdag.

Den såkaldte forbrugertillidsindikator er i juni steget til minus 4,4. Det er en fremgang fra minus 6,5 i maj.

Ifølge vicedirektør i Dansk Industri Morten Granzau har det formentlig hjulpet på humøret, at Den Europæiske Centralbank (ECB) sænkede sin ledende rente fra 4,00 til 3,75 procent i maj.

Det var nemlig første gang siden 2019, at det skete.

- De høje renter har længe spist af danskernes købekraft, og på den måde har de været stærkt medvirkende til at holde forbrugertilliden nede, siger han i en skriftlig kommentar.

- Rentenedsættelsen kommer derfor som en tydelig lettelse for forbrugerne, der kvitterer ved at sende humøret et par grader opad.

Forbrugertilliden måles ved at spørge til en vurdering af dansk økonomi og forbrugernes egen økonomi nu sammenlignet med for et år siden - samt forventningerne til det næste år.

Her kan forbrugerne svare på en skala fra meget positiv til meget negativ.

Det omregnes til en talværdi, så de mest positive svar får en værdi på 100, mens de mest negative svar får en værdi på minus 100.

Morten Granzau erkender, at rentenedsættelsen ikke kommer til at skabe en masse luft i forbrugernes budgetter fra den ene dag til den anden.

- Men den har styrket husholdningernes tillid til, at der er lys for enden af tunnelen. Og den kan gøre det lidt billigere at låne til eksempelvis en ny bil eller forbedringer af boligen.

Trods bedring i forbrugertillid er synet på økonomien fortsat ikke decideret positivt.

Det kan være med til at forklare, hvorfor mange fortsat er tilbageholdende med at bruge penge, mener Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker og privatøkonom hos Danske Bank.

- De fleste kan stadig købe mindre end i 2020. Og selv om mange måske nok strengt taget kan købe mere i dag end for et år siden, så er det den negative oplevelse, der dominerer, siger hun.

- Når det er sagt, så er der også flere lyspunkter, som danskerne kan glæde sig over. Vi skal nemlig helt tilbage til midten af 1980’erne, før danskerne sidst så så store reallønstigninger, som de gør nu.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT