Regeringen vil sikre udskrevne en omsorgsplads uden egenbetaling

18. SEP 2024 • 17:17ERHVERV/POLITIK

Nye sundheds- og omsorgspladser skal løfte kvaliteten i behandlingen af udskrevne patienter.

Regeringen foreslår, at eksempelvis svækkede, ældre borgere fremover skal have adgang til en sundheds- og omsorgsplads, når de er udskrevet fra sygehuset.

Det skal være uden egenbetaling, hvor nogle kommuner i dag tager penge for det.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

- Mange ældre er ikke klar til at komme hjem, når deres behandling er afsluttet på et sygehus, og derfor skal der være mulighed for, at de kan få pleje og behandling uden for sygehusene i en periode, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i pressemeddelelsen.

Flere tusinde borgere visiteres hvert år til en midlertidig plads i kommunerne.

Det er ofte svækkede ældre, der udskrives fra et sygehus, men fortsat har brug sygepleje og behandling og ikke kan klare sig i eget hjem, eller som venter på en plejebolig.

Pladserne drives af kommunerne, som kan opkræve betaling. Det hører under serviceloven, og der kan derfor ikke stilles samme krav som til akutpladser, der hører under sundhedsloven.

Det betyder, at der i dag er stor variation i kommunernes tilbud, når det gælder kapacitet og kompetencer.

Med et udspil til en ny sundhedsreform vil regeringen derfor etablere nye sundheds- og omsorgspladser, som regionerne får ansvar for.

De bliver underlagt sundhedsloven og vil dermed være omfattet af krav til kapacitet, udstyr og sundhedsfagligt indhold.

Dermed vil borgerne få sikkerhed for at få en ensartet pleje og behandling på tværs af landet, lyder det. Samtidig kan kommuner og regioner samarbejde mere effektivt om borgernes forløb ifølge regeringen.

- Der er behov for at sikre en bedre og mere ensartet kvalitet i tilbuddene, og derfor lægger vi op til, at der bliver oprettet nye sundheds- og omsorgspladser under sundhedsloven, siger Sophie Løhde.

Der afsættes 180 millioner kroner årligt stigende til 350 millioner kroner i 2030 og frem.

Det er op til Sundhedsrådene at afgøre, hvor pladserne fysisk skal ligge. Får regeringen flertal for sin model, skal det gælde fra 2027.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT