Regeringen vil give dødt vind- og brintmarked ny vind i sejlene fredag

30. JAN 2025 • 16:49ERHVERV/POLITIK

Fredag vil regeringen forsøge at puste nyt liv i havvind- og brintsektoren ved at ændre flere betingelser.

Efter en periode med flere markante nederlag for den danske omstilling vil regeringen nu forsøge at skubbe gang i den grønne energi på ny.

Fredag vil regeringen på et pressemøde præsentere nye tiltag, der skal genoplive udviklingen af havvind og brintproduktion.

Det skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

Præsentationen kommer, efter en tid hvor den grønne omstilling har fået flere hak.

Udbud af havvindmøller er kollapset, ligesom produktionen af brint til grønne brændstoffer er udskudt yderligere med forsinkelsen af et nyt brintrør.

Det vil regeringen ifølge Ritzaus oplysninger forsøge at ændre på fredag.

En nøgle til at få opstillingen af den grønne energiproduktion på rette kurs igen kan være brintrøret.

Derfor vil regeringen ændre betingelserne for opførslen af det omdiskuterede brintrør, så forretningsmodellen bliver mere attraktiv for virksomhederne.

Det kan ske ved at ændre forholdene for den statslige garanti, erfarer Ritzau.

En sådan ændring vil gøre det lettere for virksomhederne og staten at forpligte sig til at opføre brintrøret og derefter bruge det.

Røret skal føre brint fra danske fabrikker til Tyskland, hvor der venter et potentielt stort marked i den tyske industri til at aftage den danskproducerede brint.

Oprindeligt var det planen, at brintrøret skulle gå hele vejen fra Limfjorden til Tyskland.

Mediet Finans erfarer, at regeringen nu vil begynde med blot at lægge røret fra Esbjerg-egnen til Tyskland for at gøre det billigere og hurtigere.

Det er i forvejen i Esbjerg, at de største og mest fremskredne brint-planer findes.

Brintrøret og den danske udbygning af havvindmøller hænger sammen. Et kollaps i én af sektorerne påvirker derfor den anden.

Det skyldes, at mange af de planlagte havvindmølleparker skulle levere strøm til at producere den grønne brint.

Da brintrøret mod slutningen af 2024 blev udskudt med flere år, besværede det dermed forretningsmodellen bag flere af havvindmølleparkerne.

Det historisk store udbud af havvindmøller endte efterfølgende uden nogen bud.

Regeringen vil fredag forsøge at bryde den spiral ved at lette opførslen af brintrøret, så både vind- og brintproduktionen kan få en lettere gang.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT