Regeringen har fremsat lovforslag om forsvarsaftale med USA

28. MAR 2025 • 10:49ERHVERV/POLITIK

Regeringen kalder USA den vigtigste allierede i lovforslaget. Det sker, mens diplomatisk krise raser.

Alt imens forholdet mellem Danmark og USA er mere end anstrengt på grund af situationen om Grønland, er lovforslaget om det dansk-amerikanske forsvarssamarbejde fredag blev fremsat.

Lovforslaget skal førstebehandles i Folketingssalen 11. april.

Aftalen blev indgået i slutningen af 2023. Det var altså inden, at Donald Trump igen blev USA's præsident og efterfølgende flere gange har udtrykt, at USA ønsker at overtage Grønland.

USA er afgørende for Danmarks sikkerhed, mener regeringen. Aftalen giver USA mulighed for at udstationere soldater og opbevare militært materiel på dansk jord.

- Det er regeringens holdning, at Danmarks deltagelse i internationale samarbejdsaftaler og -programmer på forsvarsområdet er afgørende for Danmarks, Nordens og Europas sikkerhed og tryghed. USA er vores vigtigste allierede og en bærende del af Nato-alliancen, står der i lovforslaget.

Lovforslaget ser dagens lys på dagen, hvor USA's vicepræsident, J.D. Vance, besøger Grønland. Det er et besøg, der har skabt stort postyr blandt de danske politikere. Helt til toppen af regeringen, hvor selv statsminister Mette Frederiksen (S) har været på banen.

Ifølge Trump er Grønland en nødvendighed for USA's nationale sikkerhed.

Trump udtalte natten til torsdag dansk tid, at USA vil gå så langt, som landet finder det nødvendigt for at få Grønland, som er en del af rigsfællesskabet. Trump uddybede ikke, hvad han konkret mente med det.

Men forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) var ikke tilfreds med Trump. Udtalelserne fra Trump var "langt ude" og "en skjult trussel", sagde Troels Lund Poulsen til TV 2 torsdag.

Altså USA, et Nato-land, kom med en ifølge Troels Lund Poulsen "skjult trussel" mod Danmark, et andet Nato-land. Desuden har Trump flere gange sået tvivl om USA's opbakning til Nato.

Alligevel slås det i lovforslaget fast, at forsvarsaftalen er "en naturlig udvikling i Danmarks og USA's langsigtede samarbejde på sikkerheds- og forsvarsområdet".

Aftalen sender desuden "et klart signal om, at Danmark tager et endnu større ansvar for den europæiske sikkerhed".

Troels Lund Poulsen har for nylig også slået fast, at lovforslaget som planlagt skal vedtages trods udfordringerne mellem USA og Danmark.

Aftalen er uopsigelig de første ti år. Herefter kan et af landene opsige aftalen med et års varsel. Aftalen gælder ikke Færøerne og Grønland.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT