Regering øger humanitær støtte til Libanon under skrøbelig våbenhvile

2. DEC 2024 • 18:56ERHVERV/POLITIK

Løkke håber, at våbenhvile i Libanon kan tjene til inspiration mellem Israel og palæstinenserne.

Regeringen øger den humanitære støtte til Libanon, der har indgået en skrøbelig våbenhvile med Israel, som de seneste to måneder har bekriget nabolandet med voldsomme ødelæggelser og drab til følge.

Det fortæller udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i en telefon under et besøg i Egypten, hvor han mødes med flere parter om konflikten i Mellemøsten.

- Der er heldigvis sket det nu, at vi får den her våbenhvile, der gør, at der nu også kan komme afløb for pengene, og det er blandt andet ressourcer til minerydning, siger udenrigsministeren.

Tidligere mandag annoncerede regeringen, at den øger den humanitære støtte til Gaza og Vestbredden med 35 millioner kroner.

Pengene skal bruges til at forbedre adgangen til rent vand, mad og lægehjælp i de palæstinensiske områder.

Løkke havde gerne brugt mere end de samlet 100 millioner kroner.

- Jeg ville gerne have, at der også i forhold til Gaza kunne have være blevet bragt mere med til bords. Men der er brug for den her våbenhvile for, at der for alvor kan komme afløb for nødhjælp ind i Gaza, siger han uden at gå ind i, hvorfor Danmark ikke donerer mere.

De 35 millioner kroner bringer Danmarks samlede støtte siden 2023 op på omkring 700 millioner kroner ifølge Udenrigsministeriet.

I Kairo har udenrigsministeren blandt andet mødtes med Mohammad Mustafa, der er premierminister for Det Palæstinensiske Selvstyre.

Løkke håber, at våbenhvilen i Libanon kan inspirere til en våbenhvile mellem Israel og palæstinenserne efter et års fuldtonet krig.

- Det er klart, at man kan håbe, det kan inspirere til at få noget tilsvarende til at ske omkring Gaza, hvor man må konstatere, at mange af de militære mål, som Israel har sat sig, er indfriet.

- Der er brug for at få gidslerne frigivet og få en våbenhvile, som kan danne grundlag for at få afmonteret den her humanitære katastrofe, så vi får taget hul på genopbygningsarbejdet og en langsigtet arkitektur, der kan sikre, at det her ikke kommer igen, siger Løkke.

Ifølge FN er der dagligt kommet cirka 65 lastbiler med nødhjælp ind i Gaza i november mod 500 lastbiler før konflikten.

FN har beskrevet livsbetingelserne i hele Gaza som uegnede til menneskelig overlevelse.

Over 44.200 har mistet livet og mere end 104.000 er blevet såret i Gaza siden konfliktens begyndelse 7. oktober 2023.

Desuden er over 1,9 millioner mennesker fordrevet. Den humanitære adgang er fortsat begrænset, særligt til det nordlige Gaza.

Lars Løkke Rasmussen hæfter sig ved en FN-ansats ord til ham om, at man vil kunne aflæse krigens rædsler i denne generations palæstinensere.

- Der kommer en generation af palæstinensere, hvor du kan se på dem, at de tilhører den generation, hvor det her skete, fordi de vil være lemlæstede og amputeret. De kommer til at bære en enorm vrede i deres sind, siger Løkke.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT