Regering giver 100 millioner til glemt konflikt som er en af de alvorligste

14. APR 2024 • 13:00ERHVERV/POLITIK

Der er ingen udsigt til en løsning på en af de mest alvorlige kriser, som desværre er glemt ifølge minister.

Verdens øjne og tv-kameraer er rettet mod andre konflikter. Men mandag er det et år siden, at krigen brød ud i Sudan mellem to generaler, som tidligere var allierede.

Der er ingen ende i sigte, millioner er flygtet, og befolkningen sulter. Derfor vil regeringen donere 100 millioner kroner til mad, vand og sanitet. Det siger udviklingsminister Dan Jørgensen (S) forud for årsdagen mandag.

- Det er en lidt glemt konflikt i en verden, hvor der er mange andre konflikter, desværre. Men altså en af de aller-, aller- allermest alvorlige, siger han.

Den væbnede konflikt har medført, at over otte millioner mennesker er internt fordrevne, mens 1,8 millioner mennesker er flygtet til de skrøbelige nabolande.

Omkring 25 millioner - over halvdelen af befolkningen - er afhængig af hjælp udefra ifølge FN. Flere tusinde menes at være blevet dræbt eller såret.

Kampene brød ud 15. april 2023 i hovedstaden Khartoum mellem regeringshæren og dens tidligere allierede i RSF-militsen.

- Krigen i Sudan kan udløse verdens værste sultkatastrofe, sagde leder af FN's fødevareprogram (WFP) Cindy McCain for nylig.

På hver sin side står hærchef Fattah al-Burhan og hans tidligere næstkommanderende, RSF's leder Mohamed Hamdan Dagalo. De var begge medlemmer af militærjuntaen, som har ledet landet siden kuppet i 2021.

Mandag sættes der fokus på konflikten på en donorkonference i Paris, Frankrig.

Dan Jørgensen understreger, at konflikten ikke er glemt fra den danske regerings side.

- Men man må også sige, at selv om 100 millioner kroner er mange penge - og også mange penge ud fra ud fra sådan et perspektiv af, hvor meget vi har til rådighed i det danske udviklingsbudget - så er det ikke nok, siger han.

Han kalder det frustrerende, at der ikke er nogen mulighed for at afhjælpe konflikten.

- Det er meget, meget frustrerende, at vi desværre ikke har nogen muligheder for at gå ind og afhjælpe sådan en konflikt her.

- Uanset hvor mange penge vi giver, så er det penge, vi giver til symptombehandling. Det er så også vigtigt, at vi gør det, fordi det er menneskers liv, det handler om, siger Dan Jørgensen.

Han afviser at spå om, hvor længe konflikten vil vare ved.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det er en konflikt, som er meget svær at løse, og hvor vi desværre ser ind i, at det ikke er inden for de nærmeste måneder, at behovet for humanitær hjælp vil forsvinde, siger han.

Pengene kommer fra Danmarks udviklingsramme på finansloven.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU