Regering begejstret for borgerforslag om skærme men vil ikke stemme for

25. MAJ 2023 • 16:38ERHVERV/POLITIK

Debatten om børn og skærme er taget til de seneste tid, og regeringen bebuder regulering på området.

Digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) siger fra Folketingets talerstol, at regeringen er begejstret for et borgerforslag om regulering af børn og unges skærmforbrug.

Alligevel vil regeringen ikke stemme for forslaget, siger ministeren, og forklarer, at en stor del af borgerforslagets indhold ikke ville kunne indføres, fordi det er reguleret i EU.

- Regeringen kan ikke stemme for beslutningsforslaget, som der foreligger i dag, men vi vil arbejde for, at flere af anbefalingerne adresseret i EU og i Danmark, siger Marie Bjerre.

Borgerforslaget indeholder ni konkrete forslag til lovgivning. Det omfatter blandt andet en række forbud.

Blandt andet et forslag om at forbyde indsamling af data fra børn under 16 år og et krav om, at techfirmaer blokerer mindreåriges adgang til sociale medieplatforme såsom Instagram, TikTok og Snapchat, medmindre de har fået tilladelse fra deres forældre.

Debatten om børn og skærme er taget til de seneste måneder.

Debatten har fået ekstra kraft de seneste dage, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag sagde i Folketingssalen, at mobiltelefonerne er farligere for børn end trafikken er.

Også Socialdemokratiets ordfører på forslaget, Birgitte Vind, siger, at der er gode ting i borgerforslaget, men bakker op om, at regeringen ikke kan stemme for.

Argumentet er - ligesom ministerens argument - at området i høj grad ikke kan reguleres uden om EU.

Moderaternes Rasmus Lund Nielsen, som før har talt om et forbud mod mobiltelefoner i skolerne, vil fra talerstolen ikke diskutere, om regeringen bør stemme for eller imod forslaget.

For ham er det afgørende, at området bliver diskuteret.

- Hele det her handler om at starte den her debat og vise, hvor ekstrem farligt det er for børn at være på de sociale medier, siger han.

Mette Frederiksen har torsdag skrevet på Facebook, at regeringen vil se på, hvordan brugen af skærme i børn og unges liv skal reguleres.

- Personligt tror jeg, at der er en sammenhæng mellem, at alt for mange børn og unge mistrives i dag, og at vi bruger så meget tid på en skærm, skriver statsministeren blandt andet.

Hun skriver også, at spørgsmålet ikke er, om der skal reguleres, men hvordan.

- Det bliver svært. Men lad os komme i gang, skriver hun.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU