Politiforbundet: Koranlov vil blive særdeles vanskelig at håndtere
Regeringen fremlagde den 25. august et lovforslag, der skal forbyde afbrænding af religiøse skrifter.
Politiforbundet, der er betjentenes fagforening, efterlyser konkretiseringer af regeringens lovforslag, der har til formål at forhindre koranafbrændinger, hvis betjentene skal kunne agere efter det.Det skriver Politiken på baggrund af et høringssvar fra Politiforbundet.
- Politiet er i sagens natur ikke uvant med hensyn til at skulle foretage vurderinger og skøn i forbindelse med afviklingen af politiforretninger, men som lovforslaget er formuleret, synes der dog her at være tale om "elastik i metermål", skriver forbundet.
Hvis regeringens lovforslag bliver vedtaget, vil "utilbørlig behandling af genstande med en væsentlig betydning for et trossamfund" fremover være ulovligt.
I høringssvaret kritiserer Politiforbundet blandt andet, at det ikke klart fremgår, hvilke genstande der ikke må behandles på denne måde.
Fagforeningen skriver, at dens generelle opfattelse er, at loven "vil vise sig særdeles vanskelig at håndtere".
Det begrunder forbundet blandt andet med, at loven umiddelbart ikke vil omfatte afbildninger, gengivelse eller imitationer af "genstande af væsentlig betydning".
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) skriver i et skriftligt svar til Politiken, at han er enig i, at loven skal være så klar som mulig, og at der vil blive lyttet til de input, som Politiforbundet og andre måtte have.
I løbet af foråret og sommeren har der været en række koranafbrændinger i Danmark og Sverige. Det har vakt vrede i muslimske lande.
Danske ambassadører i lande som Iran og Egypten har været kaldt til samtale og opfordret til øjeblikkeligt at forhindre yderligere afbrændinger.
I slutningen af juli meldte regeringen ud, at den ville arbejde på at finde et juridisk værktøj, så koranafbrændinger foran udenlandske ambassader kunne undgås.
Efterfølgende fremlagde regeringen 25. august et lovforslag, der skal forbyde afbrænding af religiøse skrifter som Koranen på offentlige steder.
Justitsministeriet oplyste 8. september, at der på halvanden måned var blevet anmeldt 253 demonstrationer med bog- og flagafbrændinger i Danmark.
/ritzau/