Pia Olsen Dyhr står fast på ansættelse af rådgiver efter kritik

12. JUN 2026 • 10:34ERHVERV/POLITIK

SF-formand mener, at man kan vende tilbage, når man har ændret adfærd, siger hun om ansættelse af rådgiver.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, står fast på sin ansættelse af rådgiver Thomas Nystrøm, der forlod partiet efter anklager om upassende adfærd og seksuelle krænkelser.

Det siger hun til den fremmødte presse på Folkemødet fredag, efter at der er blevet rejst kritik af ansættelsen.

- Jeg synes, det er noget andet seks år efter, når man har undskyldt og ændret adfærd, siger hun og tilføjer, at man så bør kunne vende tilbage.

Flere gange understreger hun, at hun står fuldt på mål for sin beslutning om at ansætte ham.

Thomas Nystrøm har tidligere fredag skrevet på Facebook, at han erkender at have opført sig "helt uacceptabelt" ved flere lejligheder, hvilket førte til hans afskedigelse i SF i 2020.

Opslaget kom, efter at Politiken tidligere på ugen skrev, at han var blevet ansat. Her sagde SF-rådmand i Frederiksberg Lotte Kofoed, at det var hende, der var blevet seksuelt krænket af Thomas Nystrøm.

Hun har åbent kritiseret SF-formanden for at have ansat rådgiveren igen og kræver en undskyldning fra Pia Olsen Dyhr.

Pia Olsen Dyhr siger fredag til pressen, at det "bestemt" også påvirker hende, da hun bliver spurgt ind til, at Kofoed har kaldt det en "dobbeltkrænkelse", at Nystrøm er blevet ansat.

- Men det får mig ikke til at ændre min beslutning, slår hun fast.

Derudover understreger hun, at han ikke er blevet ansat i partiet SF, men som rådgiver for hende i Økonomi- og Indenrigsministeriet.

- Han er ansat i et ministerie som rådgiver, som skal hjælpe SF i denne her regering, siger hun og tilføjer, at han har de "rette kompetencer" til det.

Hun svarer ikke på, hvorvidt han kommer til at deltage i SF-arrangementer fremadrettet. Det er ifølge hende ikke en dialog, der skal foregå i pressen.

Det er der en dialog omkring mellem SF-næstformand Benjamin Bilde Brændemose Boelsmand og SF på Frederiksberg, lyder det.

August Gade, der er formand for SF på Frederiksberg, hvor Lotte Kofoed er valgt, fortæller til Ritzau, at han senere fredag mødes med SF's næstformand for at diskutere sagen om ansættelsen af Thomas Nystrøm.

- Det bliver en lidt længere proces, og der kommer nok flere møder end det ene, men det er først og fremmest et møde, hvor vi skal planlægge den proces, og så vi kan se, hvor vi kan møde hinanden henne på flere udfordringer. Blandt andet på rådgiverens tilstedeværelse til SF-arrangementer, siger August Gade.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

12. JUN 2026 • 09:35UDLAND
Kina advarer om spionskildpadder
FÅ ABONNEMENT