Pia K. kalder Kristian Thulesen Dahls exit drastisk og forkert

30. JUN 2022 • 00:14ERHVERV/POLITIK

Kristian Thulesen Dahl har fået mange muligheder, som han sagde nej til, fortæller Pia Kjærsgaard.

Partistifter Pia Kjærsgaard (DF) er ikke overrasket over, at Kristian Thulesen Dahl (DF) har valgt at melde sig ud af Dansk Folkeparti.

Det har ligget i luften i flere måneder, fortæller hun i et interview med Sjællandske Medier.

Pia Kjærsgaard siger, at hun er ked af, at Kristian Thulesen Dahl forlader Dansk Folkeparti, for hun mener, at der var både plads og en rolle at spille for den tidligere formand i partiet.

- Jeg forstår ikke, at han ikke ville have en rolle. Han har fået mange muligheder, som han sagde nej til, siger hun til Sjællandske Medier.

Pia Kjærsgaard synes, det er en drastisk og forkert beslutning, han har truffet.

Udtalelsen kommer, få dage efter at Kjærsgaard i sidste uge delte et Twitter-opslag fra folketingskandidaten Nana Harring med ordene "Kristian Thulesen Dahl er en tøsedreng".

Ordene referer til Fremskridtspartiets Kristen Poulsgaards ord om Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl ved et landsmøde i 1995, hvor partiet var ved at gå i opløsning.

Kristian Thulesen Dahl meddelte tidligere onsdag, at han har valgt at melde sig ud af Dansk Folkeparti.

Ifølge Thulesen Dahl har der været "et pres for, at jeg skal tage beslutningen om min fremtid nu."

- Det italesættes, at partiet først kan komme videre, når jeg er ude. Og hvis vurderingen er, at den nuværende ledelse ønsker, jeg skal melde mig ud, er det den rigtige beslutning for mig at tage, skriver han på Facebook.

Thulesen Dahl er nummer 11 i folketingsgruppen, der forlader partiet på under et halvt år.

Således er der kun fem folketingsmedlemmer for Dansk Folkeparti tilbage. De fem er Morten Messerschmidt, Pia Kjærsgaard, René Christensen, Alex Ahrendtsen og Mette Hjermind Dencker. Sidstnævnte har dog meddelt, at hun ikke genopstiller for partiet.

- Det er den hårde kerne, der er tilbage. De er dygtige, konstaterer Pia Kjærsgaard over for Sjællandske Medier.

Kristian Thulesen Dahl var formand for Dansk Folkeparti i ni år. Som medstifter var han med helt fra partiets begyndelse i 1995.

Flere afhoppere fra Dansk Folkeparti har allerede meddelt, at de gerne vil være en del af Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne.

Inger Støjberg sendte onsdag en åben invitation Kristian Thulesen Dahls vej.

Til Ritzau siger han, at han er glad for, at han er velkommen i Inger Støjbergs parti. Men om han skal være en del af projektet, skal han nu overveje.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU