PFA sagsøger Facebook for vildledning af investorer

5. AUG 2022 • 16:53ERHVERV/POLITIK

Facebook vildledte ifølge sagsmålet investorer i forbindelse med en ændring i det sociale medies algoritme.

Pensionsselskabet PFA sagsøger sammen med den amerikanske stat Ohio Facebooks moderselskab Meta Inc. for vildledning af investorer. Det skriver PFA i en pressemeddelelse fredag.

Vildledningen er sket i forbindelse med, at Facebook ændrede sin algoritme. Og at ændringen førte til, at misinformation og skadeligt indhold, ifølge søgsmålet, spredtes uforholdsmæssigt bredt.

Spredningen af misinformationen i forbindelse med ændringen betød ifølge pressemeddelelsen, at kursen på Facebook-aktien faldt. Og at det var til skade for virksomhedens investorer.

Det er det tab, man med søgsmålet forsøger at få dækket.

Vicedirektør i PFA Asset Management, Rasmus Bessing, siger i pressemeddelelsen, at PFA har et ansvar for at investere kundernes pensionsopsparing ansvarligt.

Derfor skal man også kunne stole på, hvad Facebook og Meta Inc. siger og gør.

- Som investorer skal vi kunne stole på, at de børsnoterede selskaber, som vi investerer vores kunders penge i, giver rettidig, fuldstændig og præcis information til os og resten af markedet, siger han.

Ændringen blev oprindeligt lavet for at skabe mere engagement fra brugerne, men viste sig altså ifølge PFA at være skadelig for virksomheden.

Systemet fritog desuden højtprofilerede brugere fra regler, der gælder alle andre brugere. Noget man ellers offentligt havde forsikret om, at man ikke gjorde, fremgår det af pressemeddelelsen fra PFA.

Desuden er Facebooks "manglende vilje til at beskytte sine brugere" også nævnt. Sagen blev offentligt kendt i forbindelse med en whistleblower, der fortalte om det, da journalister fra The Wall Street Journal undersøgte sagen.

PFA vil repræsentere deres kunder og investorer i sagen på verdensplan. Det er retten i Californien, som fører tilsyn med sagen, der har udpeget PFA og Ohio til at føre sagen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU