Per Bank stopper som topchef i Salling Group
Topchefen i Salling Group, Per Bank, stopper på posten til efteråret. Nuværende finansdirektør tager over.
Administrerende direktør i Salling Group Per Bank stopper til efteråret. Den nuværende finansdirektør, Anders Hagh, tager over.Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.
- Det har været et privilegium at stå i spidsen for den transformation, vi har gennemført i Salling Group siden 2012, udtaler Per Bank i meddelelsen.
55-årige Per Bank forlader Salling Group for at blive topchef i den canadiske retail-virksomhed Loblaw.
- Efter 11 år som CEO hos Salling Group er det tilfredsstillende at se ham blive udvalgt af en stor international virksomhed, siger bestyrelsesformand i Salling Group Bjørn Gulden i pressemeddelelsen.
Bjørn Gulden betegner tidspunktet for Per Banks jobskifte som helt naturligt.
Loblaw-koncernen står bag både dagligvarebutikker og apoteker og har mere end 2400 butikker i hele Canada ifølge Loblaws hjemmeside.
Per Bank kom til Salling Group i 2012 fra den internationale supermarkedskoncern Tesco. Her var han blandt andet topchef for Tesco i Ungarn og kommerciel direktør for Tesco i Storbritannien.
Salling Group er en af de største arbejdspladser i Danmark, hvor den beskæftiger omkring 44.000 medarbejdere.
På tværs af koncernens markeder i Danmark, Tyskland og Polen har Salling Group i omegnen af 60.000 medarbejdere.
Koncernen står bag butikskæderne Føtex, Bilka og Netto. Den står også bag stormagasinerne Salling og legetøjskæden BR.
I 2021 omsatte koncernen for 66,2 milliarder kroner sammenlagt. Det var ni procent mere end i 2020.
Regnskabet for 2022 er endnu ikke offentliggjort.
I efteråret 2022 åbnede Salling Group desuden dagligvarekæden Basalt, der skulle imødegå øget fokus på pris som følge af den stigende inflation.
Per Bank fortsætter uændret, indtil han overleverer til sin efterfølger til efteråret.
/ritzau/