Partier vil forhandle om forsvarschefs rolle i oprustning

19. FEB 2025 • 12:04ERHVERV/POLITIK

LA og SF fortæller efter orientering, at det ikke er fastlagt, hvilken rolle forsvarschef nu skal have.

Der skal "de kommende dage" forhandles om, hvilken rolle forsvarschefen fremadrettet skal have, når Forsvaret skal oprustes.

Det siger Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, efter en orientering i Statsministeriet onsdag formiddag.

- Min klare holdning er den, at vi skal kunne gøre tingene hurtigere, vi skal også give mere spillerum til forsvarschefen, men at slippe alt politisk kontrol og give en ren carte blanche til forsvarschefen, mener vi ikke, er klogt, siger Vanopslagh.

Fra SF-formand Pia Olsen Dyhr lyder det også efter mødet, at "vi ikke har lagt os fast på den endelige model".

- Jeg tror, det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, at det skal gå hurtigt. Vi er derfor villige til at kigge ind i, at forsvarschefen kan gøre meget af det selv.

- Men der er også noget af det her, der handler om udenrigspolitik og geopolitik, og der synes jeg, at der er god grund til at have politikere ind over, siger Olsen Dyhr.

De Konservative mener ligeledes, at Folketinget skal være med til at sætte rammer for forsvarschefen.

- Det er også en politisk beslutning at give magten til dem, der har kompetencerne, siger Mona Juul.

Spørgsmål: Men er det ikke endnu en politisk beslutning, der kan forsinke processen. Regeringstoppen siger, at hastighed er det vigtigste?

- Det kommer sandelig an på, hvordan man gør det. Det er ikke sådan, at man skal blive fartblind, bare fordi man skal træffe en beslutning.

Statsminister Mette Frederiksen (S) varslede tirsdag, at regeringen vil føre mere magt til forsvarschefen, så oprustningen og indkøb af nye våbensystemer kan ske hurtigere.

Dermed skal de traditionelle udbudsrunder, der trækker tid og penge, i højere grad sløjfes.

Onsdag klokken 16 afholder regeringen et pressemøde, hvor det ventes, at det uddybes, hvilken rolle regeringen mener, forsvarschefen nu skal have.

Fungerende forsvarschef Michael Hyldgaard deltog også i orienteringen i Statsministeriet, hvor alle partiledere bag forsvarsforliget var indkaldt.

Ifølge flere medier vil regeringen på pressemødet også præsentere en såkaldt forsvarsfond, der tilfører Forsvaret samlet 50 milliarder kroner i 2025 og 2026.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT