OVERBLIK: Bliv klogere på de store europæiske partier

28. MAJ 2024 • 07:30ERHVERV/POLITIK

Det nuværende EU-Parlament har syv forskellige grupper. I seks af dem sidder danskere.

De 14 danske medlemmer af EU-Parlamentet sidder i seks forskellige europæiske partigrupper.

Parlamentet har i alt 705 medlemmer fra 27 lande, og hovedparten af dem tilhører forskellige grupper, som afspejler deres politiske overbevisning.

Det vil sige, at medlemmerne ikke er inddelt efter nationalitet, men efter politisk tilhørsforhold.

De danske socialdemokrater sidder i samme gruppe som eksempelvis de italienske og franske socialdemokrater.

I det nuværende parlament er der syv grupper. En ganske stor del af de folkevalgte er dog ikke medlem af en politisk gruppe.

Her er de syv grupper rangeret efter størrelse i maj 2024:

* 1. Det Europæiske Folkeparti (EPP) med 176 medlemmer. Her sidder det danske medlem fra De Konservative. Det er også den gruppe, Liberal Alliance vil tilslutte sig, hvis partiet opnår valg. EPP-gruppen, som også kaldes kristendemokrater, har formandsposten i den nuværende EU-Kommission. Det er Ursula von der Leyen fra Tyskland.

* 2. Det Progressive Forbund af Socialdemokrater (S&D) med 139 medlemmer. Her sidder de tre danske socialdemokrater.

* 3. Forny Europa (Renew Europe) med 102 medlemmer. Her sidder seks danske medlemmer, tre fra Venstre og et fra De Radikale samt Bergur Løkke Rasmussen fra Moderaterne og Karen Melchior, som har forladt De Radikale og nu er løsgænger i den europæiske gruppe.

* 4. De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance (Grønne/EFA) med 72 medlemmer. Her sidder de to danske medlemmer fra SF.

* 5. De Europæiske Konservative og Reformister (EKR) med 69 medlemmer, men ingen fra Danmark.

* 6. Identitet og Demokrati (ID) med 49 medlemmer. Her sidder det danske medlem fra Dansk Folkeparti.

* 7. Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre (GUE/NGL) med 37 medlemmer. Her sidder det danske medlem fra Enhedslisten.

* Endelig er der 61 parlamentsmedlemmer, som ikke er tilknyttet en politisk gruppe.

Kilder: EU-Parlamentet og de europæiske partier.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT