Over 200 statslige tjenestemænd i Grønland får samme vilkår som i Danmark

16. FEB 2026 • 18:01ERHVERV/POLITIK

Tjenestemænd i Grønland kan fremover se frem til gennemsnitlig arbejdsuge på 37 timer i stedet for 40.

Regeringen har indgået en aftale, så omkring 230 statslige tjenestemænd i Grønland får samme vilkår som statens ansatte i Danmark.

Det skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen betyder generelt, at statens tjenestemænd i Grønland får mere i løn samt lavere arbejdstid.

Statens tjenestemænd i Grønland vil også opleve forbedringer af barselsvilkår, pension og seniorordninger, skriver Finansministeriet.

- Der har historisk været forskel på løn- og ansættelsesvilkår mellem statens ansatte i Grønland og Danmark. Med denne aftale tager vi et vigtigt skridt for at ensarte vilkårene og skabe bedre rammer for statens tjenestemænd på tværs af rigsfællesskabet, hvor geografi ikke skal være afgørende for ens ansættelsesvilkår, siger finansminister Nicolai Wammen (S) i pressemeddelelsen.

Blandt de statslige tjenestemænd, som vil nyde godt af aftalen, er politibetjente. Det glæder justitsminister Peter Hummelgaard (S).

- Det er en stor og vigtig milepæl, at vi nu har indgået en aftale om ligestilling af løn- og ansættelsesvilkår for statens tjenestemænd i Grønland, som blandt andet omfatter grønlandske politi- og anstaltsbetjente, der hver dag går på arbejde for at skabe tryghed for borgerne i Grønland, siger Hummelgaard i pressemeddelelsen.

Der er også tilfredshed hos formanden for Fængselsforbundet, Bo Yde Sørensen.

- Anstaltsbetjentene løfter en samfundskritisk opgave under krævende vilkår. Det er kun rimeligt, at deres løn matcher det ansvar, siger han i en pressemeddelelse fra Fængselsforbundet.

Mùte B. Egede, der er Grønlands minister for Finanser og Skatter, kalder det ligeledes for en vigtig aftale.

- Nu følger det videre arbejde med ligestilling for både statens tjenestemænd og overenskomstansatte - og for ikke mindst de tjenestemænd, som allerede er gået på pension. Det er således et arbejde, som vi ser frem til, siger han i pressemeddelelsen fra Finansministeriet.

Aftalen gælder fra 1. april 2026.

I forhold til tjenestemandspensioner skal Medarbejder- og Kompetencestyrelsen i samarbejde med Grønlands Selvstyre udarbejde et notat inden sommerferien 2026.

Det skal belyse "de historiske og tekniske forskelle mellem tjenestemandspensioner i henholdsvis Grønland og Danmark". Og det skal komme med løsningsmodeller for en ligestilling af pensionerne. Herefter vil der være politiske forhandlinger mellem Danmark og Grønland.

Desuden skal Medarbejder- og Kompetencestyrelsen også forhandle om ligestilling af løn- og ansættelsesvilkår for statens overenskomstansatte i Grønland. Forhandlingerne går i gang i foråret 2026, skriver Finansministeriet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT