Opråb fra nordjyske borgmestre: Udsæt CO2-afgift for fiskeriet
Der er ingen grønne alternativer til dieselslugende fiskefartøjer, og derfor bør afgift udskydes, lyder opråb.
Udskyd CO2-afgiften for landets fiskere, indtil erhvervet har et grønt alternativ til de dieseldrevne fartøjer.Sådan lyder det torsdag i et opråb fra fem borgmestre og en viceborgmester fra henholdsvis Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Thisted, Morsø og Læsø kommuner.
De har sendt et åbent brev til fiskeriminister Jacob Jensen (V) med et fælles opråb om at udsætte afgiften, der ellers står til at blive indfaset fra årsskiftet.
- CO2-afgiften er jo tiltænkt, at man skal motivere fiskerne til at søge alternative brændstoffer.
- Men problemet er bare, at de brændstoffer findes ikke. Der er ikke en dråbe af de grønne brændstoffer, man alternativt skulle sejle på.
- Og så bliver det jo bare en skjult ekstra skat, siger borgmester i Hjørring og formand for Nordjyske Fiskerikommune Netværk Søren Smalbro (V).
Afgiften træder i kraft fra årsskiftet og vil frem mod 2030 betyde en afgift på 750 kroner per ton CO2.
I fiskeriet kommer udledningerne hovedsageligt fra dieselbrændstof til fiskefartøjerne.
- Da man aftalte CO2-afgiften var håbet jo, at der ville komme et brændstofalternativ. Men det er der ikke endnu. Og derfor mener vi, at man bør udskyde afgiften for fiskeriet, siger Søren Smalbro.
Sker det ikke, forudser borgmesteren, at dele af erhvervet enten må dreje nøglen om eller flytte til udenlandske havne. Med tab af arbejdspladser i forarbejdningsindustrien og på danske havne til følge.
Spørgsmål: Andre erhverv pålægges jo også CO2-afgiften. Nogle vil sikkert mene, det er ren klynk fra fiskerne at bede om en udsættelse?
- Men det er bare ikke rigtigt. For afgiften er ment som et incitament til at gå over til andre brændstoffer. Problemet er bare, at de andre brændstoffer ikke eksisterer for fiskeriets vedkommende endnu.
- Derfor mener vi, at man bør udskyde afgiften, til man enten har et system, der kan kompensere fiskerne, eller til man reelt har et alternativ til de sorte brændstoffer. Det sidste vil være det bedste, siger Søren Smalbro.
Fiskeriminister Jacob Jensen siger i en kommentar, at han "lytter til og forstår fiskernes frustration".
Han siger også, at han ser frem til snarlige forhandlinger med erhvervet.
- Jeg er klar over, at erhvervet er udfordret, så det er også vigtigt for mig, at vi i forhandlingerne drøfter løsninger, som kan understøtte fiskeriet på det kortere sigt, siger ministeren.
/ritzau/