Offentlig overenskomst for staten er godkendt af de ansatte

15. APR 2024 • 13:10ERHVERV/POLITIK

De statsligt ansatte har ifølge Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) sagt ja ved afstemningen om OK24.

De statsligt ansatte har vendt tommelfingeren opad til den overenskomstaftale, der blev landet i februar i år

Aftalen, der blev indgået mellem Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og staten, har været til afstemning blandt medlemmerne, og den endte med et samlet ja.

Dermed er der styr på de statsligt ansattes løn- og arbejdsvilkår de kommende to år.

- Det er virkelig dejligt at konstatere, at medlemmerne bakker op om den aftale, vi indgik ved OK 24.

- Det er min opfattelse, at medlemmerne ikke mindst har lagt vægt på de solide lønstigninger og på de nye muligheder for at opspare frihed, siger Rita Bundgaard, der udover at være formand for CFU også er formand for HK Stat.

Overenskomstaftalen giver de statsansatte mindst 7,4 procent mere i løn over de kommende to år.

Oven i kommer én procent, som har været afsat til lokale forhandlinger på den enkelte overenskomst.

Derudover forventes en yderligere lønstigning på 0,4 procent som følge af blandt andet lokal løndannelse og lønanciennitetsstigninger.

Centralorganisationernes Fællesudvalg er en overbygning, som forhandler løn for medlemmer i centralorganisationerne OAO, Akademikerne og SKAF.

Aftalen træder i kraft med virkning fra 1. april.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU