Ørsted sælger ejerandele i havvindparker for milliardbeløb

30. OKT 2024 • 09:14ERHVERV/POLITIK

Ørsted sælger andele i fire britiske havvindmølleparker til en samlet værdi af 15,7 milliarder kroner.

Energiselskabet Ørsted har frasolgt en ejerandel i en portefølje bestående af fire britiske havvindparker til investeringsselskabet Brookfield.

Det skriver Ørsted i en fondsbørsmeddelelse.

Der er tale om en andel på 12,45 af procent af de fire parker, som Brookfield betaler 15,7 milliarder kroner for.

De fire havvindparker er Hornsea 1, Hornsea 2, Walney Extension og Buro Bank Extension, der alle er i drift og har en samlet kapacitet på 3,5 gigawatt.

Ørsted ejer fortsat 37,55 procent af de fire parker og skal fortsat stå for drift og vedligeholdelse af havvindmøllerne.

- Dagens handel er en vigtig milepæl i vores program for delvise frasalg, der er en del af vores forretningsplan, og understøtter den betydelige geninvestering, vi foretager i nye projekter, siger Mads Nipper.

Ørsted har gjort det til sit speciale at opføre store, nye havvindparker. Efterfølgende sælger selskabet løbende ud af sine ejerandele for at skaffe den nødvendige kapital til at opføre nye parker.

Blandt Ørsteds igangværende projekter er blandt andet Hornsea 3 og 4, der også skal placeres i Nordsøen ud for den britiske kyst. Alene Hornsea 3 er tidligere anslået at kræve investeringer for omkring 70 milliarder kroner.

Ørsted offentliggjorde i februar en ny strategiplan, efter at selskabet måtte nedskrive sin amerikanske forretning med et stort milliardbeløb.

Strategiplanen krævede blandt andet, at Ørsted frem mod 2026 ville frasælge ejerandele i eksisterende projekter svarende til et sted mellem 70 og 80 milliarder kroner.

I aftalen med Brookfield er der i øvrigt indføjet en tilbagekøbsoption, så Ørsted inden for de kommende to til syv år kan købe de solgte andele tilbage til en allerede aftalt pris.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT