Novo sænker priser i USA og lancerer introtilbud på Wegovy
Standardpris på Wegovy og Ozempic sænkes fra 499 til 349 dollar om måneden for kunder i USA, som selv betaler.
Novo Nordisk sænker prisen på vægttabsmidlet Wegovy og diabetesmidlet Ozempic i USA for de patienter, som betaler selv.Det skriver Novo Nordisk i en pressemeddelelse.
Frem til 31. marts 2026 kan nye patienter, som selv betaler for midlerne, få den laveste dosis af de to midler for 199 dollar om måneden. Det svarer til godt 1280 kroner.
Introprisen gælder i behandlingens første to måneder, hvorefter patienterne skal betale den nye standardpris på 349 dollar om måneden, svarende til knap 2250 kroner.
Standardprisen, som fremover vil være 349 dollar om måneden, er sat ned fra 499 dollar, skriver Novo Nordisk.
- Vores nye tilbud kommer med øjeblikkelig effekt og medfører større besparelser for dem, som i øjeblikket er uden dækning (af en forsikring, red.), eller som vælger at betale selv, siger Dave Moore, som er chef for Novo Nordisks forretning i USA, i pressemeddelelsen.
Prisændringerne kommer efter en aftale med den amerikanske administration om lavere priser inden for sundhedsforsikringerne Medicaid og Medicare.
Forsikringerne er for henholdsvis personer over 65 år og personer med handicap og personer med lav indkomst.
Dave Moore siger videre i meddelelsen, at det nye tiltag er en del af en større strategi, som skal udvide adgangen til selskabets medicin.
Patienter, som selv betaler, kan købe Ozempic eller Wegovy med en recept på et apotek eller få det leveret til døren.
Man kan desuden købe midlerne gennem en række af Novos samarbejdspartnere som eksempelvis Costco og WeightWatchers.
/ritzau/
