Novo Nordisk tjente over 100 milliarder kroner i 2024

5. FEB 2025 • 08:43ERHVERV/POLITIK

Novo har løftet sit salg med 25 procent til over 290 milliarder kroner i 2024. Det viser årsregnskabet.

Indtjeningen hos det danske medicinalselskab Novo Nordisk er de seneste år vokset med tocifrede vækstrater.

Og i 2024 rundede selskabet endnu en milepæl. Her lyder overskuddet på 101 milliard kroner, hvilket er 21 procent mere end i 2023.

Det viser Novo Nordisks årsregnskab, som er blevet offentliggjort onsdag morgen.

Omsætningen er steget 25 procent til 290,4 milliarder kroner. Justeret for udsving i valutakurser er der tale om en salgsvækst på 26 procent.

- Vi er tilfredse med præstationen i 2024, hvor en salgsvækst på 26 procent afspejler, at mere end 45 millioner mennesker nu nyder godt af vores behandlinger, siger topchef Lars Fruergaard Jørgensen i en kommentar til regnskabet.

I 2025 forventer Novo Nordisk, at salget vil vokse mellem 16 og 24 procent, når man justerer for valutaudsving. Selskabet ser samtidig en vækst i driftsoverskuddet på 19 til 27 procent.

I danske kroner forventer selskabet en vækst, der er henholdsvis tre og fem procentpoint højere.

Det er fortsat diabetesmidlet Ozempic, som er Novos bedst sælgende middel. I 2024 genererede midlet en omsætning på over 120 milliarder kroner, hvilket er 21 procent mere end i 2023.

Men selv om Ozempic fortsat er det bedst sælgende middel, haler vægttabsmidlet Wegovy ind på det med høje vækstrater.

I 2024 steg salget af Wegovy med 86 procent og landede på 58,2 milliarder kroner.

I december offentliggjorde Novo Nordisk resultater fra et studie med vægttabskandidaten Cagrisema.

Her opnåede forsøgspersonerne i gennemsnit 22,7 procents vægttab over en periode på 68 uger. Ambitioner forud for studiet havde lydt på et vægttab på mindst 25 procent.

I studiet kunne patienterne selv vælge, hvilken dosis de ville tage. 57 procent nåede den højeste dosis.

Resultaterne var en skuffelse for investorerne, der efterfølgende sendte aktien ned med over 20 procent.

Novo Nordisk vil igangsætte endnu et fase 3-studie med Cagrisema i løbet af 2025. Her vil selskabet "undersøge yderligere potentiale for vægttab", lyder det i regnskabet.

Selskabet skriver desuden, at det nu forventer at søge om de første godkendelser til midlet i løbet af første kvartal i 2026. Tidligere forventede selskabet ifølge Reuters, at det ville ske hen mod slutningen af 2025.

Den nye forventning skyldes, at Novo Nordisk vil sikre, at forsyningskæderne er klar, lyder det.

Cagrisema er baseret på en kombination af semaglutid og stoffet cagrilintid. Det har vist sig at være mere effektivt end de to stoffer isoleret set.

Både Ozempic og Wegovy er baseret på semaglutid. Stoffet efterligner effekten af tarmhormonet GLP-1, som stimulerer produktionen af insulin og kroppens mæthedsfornemmelse.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT